Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Calvin
267
hans Landsmand og Trosfælle, Farel, der havde hørt, at
Forfatteren til „institutio" var kommen til Byen, søgte ham i
Gæstgiverstedet. Farel (Fig. 109) lignede i visse Maader Calvin selv,
lille, spinkel, uanselig, men med et Overmaal af Handlekraft.
Fristaden Geneve havde, henreven af hans glødende Prædikener,
Aaret forud (August
1535) antaget
Reformationen, og endnu
i sidste Maj Maaned
havde Borgerne
besvoret at ville tage
Evangeliet til
Rettesnor ikke blot for
deres Tro, men for
deres Liv. Men de
fri-hedselskende og
letsindige Genfere
bøjede sig kun
modstræbende og med Uvilje
under Farels haarde
Tugt.
Nu stod han der
forat forlange Calvins
Hjælp til sin Gerning
som Byens
Tugtemester til Gud.
Forgæves undslog Calvin
sig og svarede, at han
kun var
Videnskabsmand og alene følte Kald til boglig Syssel. Han opregnede alle
sine Fejl, Mangler og Skrøbeligheder, der gjorde ham uskikket
til at være en Handlingens Stridsmand. Men saa truede Farel
ham med Guds Forbandelse, fordi han søgte sig selv og ikke
Kristus. Af dette heftige Slag med Flint mod Jern udsprang en
Gnist, der tændte i Calvins Sind. „I denne forfærdelige
Besværgelse strakte Gud sin Haand ud fra oven og greb mig."
Fig. 109. Vilhelm Farel.
(Efter et Kobberstik fra det 16de Aarhundrede.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
