Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Montaigne
303
Det er blevet tilhyllet, iklædt Skolesprog. Hvis jeg hørte til
Faget, vilde jeg gøre Kunsten naturlig i samme Grad, som de
nu har forkunstlet det naturlige."
„Naar jeg skriver, undgaar jeg baade Bøger og alt, hvad der
minder om dem, for at de ikke skal forstyrre min Udtryksmaade.
Den, det kniber mest at frigøre sig for, er Plutark. Han er saa
alsidig og rig, at selv om du vender dig til det mest usædvanlige
Emne, staar han straks til rede og rækker dig en kyndig og
hjælpsom Haand. Derfor passer det mig bedst at skrive hjemme,
her ude paa Bondelandet, hvor jeg ikke daglig omgaas nogen,
der forstaar saa meget som Latinen i sit Pater noster eller har
Begreb om Fransk. Jeg kunde gøre det bedre andetsteds, men
saa blev det ogsaa mindre mit eget. Det ufuldkomne er jo netop
mit eget, mig selv. Naar andre eller jeg selv indvender mod,
hvad jeg skriver: „Du er altfor figurlig. Dér taler du som en
„Gasconier, dér udtrykker du dig for vovet. Her siger du noget
„dumt eller overdrevet. Nu er du altfor fjollet. Du spøger for
„meget, man veed ikke, hvad du mener". Saa svarer jeg:
Uagt-somhedsfejl retter jeg, men ikke Vanefejl. Det er jo netop
saadan, jeg selv taler. Har jeg ikke naaet at gengive mig selv? Det
var just det, jeg vilde. Enhver kan kende mig i min Bog, og min
Bog i mig."
„Forresten er jeg en Abe, der efterligner. Da jeg skrev Vers —
det var paa Latin — saa var de altid en Genklang af den Digter,
jeg sidst havde læst. I Paris taler jeg anderledes end paa
Montaigne. Den, jeg seer opmærksomt paa, paatrykker mig let noget
af sit: en kejtet Holdning, en Vridning af Munden, en forkert
Talemaade. Fejlene bider stærkest. Jeg kommer til at bande blot
ved at høre andre gøre det. Af mig selv siger jeg ellers kun Sgu.
Ja, jeg efterligner endog mig selv. Næppe har jeg et Par Dage
itræk haft Anvendelse for Tiltalen „Deres Majestæt" eller „Deres
Højhed", førend de samme Udtryk hele otte Dage efter
uvilkaarligt slippe mig af Munden ved Lejligheder, hvor de slet ikke
passer. Et dumt Udtryk, som jeg har holdt mig op over og leet
ad den ene Dag, anvender jeg selv for Alvor den næste. Jeg
maa vogte mig og tvinge mig selv til at begynde med, hvad jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
