Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
310
Montaigne
Den guddommelige Majestæt er uendelig højt ophøjet og alt
oversvævende. En Konge af Frankrig kan paa Rejse godmodigt
standse og høre, hvad en Stodder har paa Hjerte. Men i
Himlens Slot gaar det anderledes til. Ja, selv en almindelig Guds
Undersaat her paa Jord føler Modbydelighed ved saadanne
Former for Hovmods-Vanvid, hvor Mennesker mener sig Dus med
Gud i Kraft af, at de er Syndere og egnes eller andres
Reformatorer. En slig Forbedrings Form vidner kun altfor tydeligt om
Forbedringens Art. Nej, Gud lader sig ikke fatte af
Menneskesind og Mennesketanke.
Indenfor Tilværelsens fjærne forgyldte Ramme — Gud —
strækker sig atter en stor, hvid Papirsflade, der omfatter vort
eget lille Billed i Midten. Denne store, hvide Flade er Naturen.
Den er træg, kold og følesløs. Det nytter ikke at ville sætte sig
op imod den, f. Eks. ved Opdragelsestvang, ved Lægekunst at
ville forandre den. Naturen er langt stærkere end vi. Vi formaar
ikke at hindre Sygdom eller Død. Døden overvindes kun ved
at opfatte den som uundgaaelig og Livet igennem at vænne sig
til Tanken om, at den kan indtræffe, naar det skal være. —
Denne bevidste Uvidenhed om Livets drivende Kræfter, denne
vippende Tvivl om alt, er vor Bevidstheds virkelige Indhold.
Livet er altsaa en Gaade, og Menneskets Trang til at faa
Besked er kun en Spot over dets egen Uvidenhed. Dog ikke helt.
Thi indenfor den store, hvide Flade findes der et lille Billed, en
Del af Livet, som jeg dog kender lidt til, thi det lever jeg selv.
Det er mig. Mig, Michel de Montaigne med Knebelsbarten og
Mavesmerterne, der i dette Øjeblik sidder her i Taarnet ved
Bordet og, med Reolerne bag mig, ser ud gennem Vinduet.
Min meste Tid tilbringer jeg med at betragte dette Billed, mig
selv, paavise dets Mangler og Ufuldkommenheder, klare mig
det menneskeliges Modsigelser og Latterlighed.
Paa et vist Punkt — baade i Montaignes „Essais" og i Livet
selv — maa imidlertid det Spørgsmaal tilsidst rejse sig:
Hvorfor kalder du nu dette eller hint skævt eller latterligt? I Kraft
hvoraf dommer du? Hvad er med andre Ord for dig det
rette?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
