Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Montaigne
313
vipper paa det uhyre Hav, uden klart Lys fra oven — Ligevægt,
Hvile, Fred.
Det Syn paa Enkeltvæsenets Selvstændighed og
Enkeltvæsnernes brogede Mangfoldighed, som her kommer til Orde, var baade
saa nyt og saa stridende mod den tidligere Tro paa en eneste
Autoritet — Oldtidens Naturbegreb, senere Kirkens Gud — at
man vel forstaar Montaignes Betænkelighed ved helt at give sig
hen, endsige klart at udtale det. Han har næppe heller fuldt
været sig dets Rækkevidde bevidst. Sikkert er i hvert Fald, at
den hele Forklaring ikke stilles i Forgrunden som en Hovedsag,
men blot glider med i Fremstillingens Blanding af Tvivl, Kritik,
Lærdom og skarp Iagttagelse. Men som en ny og inderlig Tone,
et hemmelighedsfuldt Kluk fra et dybere Væld, blander den sig
i Strømmen og bidrager sit til at give Montaignes Tale sin
betagende Magt. Hans Fremstilling i dens elegante, spøgende Form
synes at rumme alt lige fra den tungeste Lærdomsfylde,
old-tidsfjærne Tankeudtryk til det letteste Samtids-Stemningsnyn,
en sollys Tanketone, der endnu ej veed Ord, men blot gynger
paa Lyden af en kær Melodi. Derfor tilgav hans Samtid ham
saa let alle hans drøje Sandheder og Kætterier. Hvor meget
mente han vel deraf? Og hvor var Grænsen mellem dette og
det i En selv, som han befriede og gav Udtryk.
Hvad der ikke lidet bidrog til at lade ogsaa hans Opfattelse
af „den indre Patron" glide uantastet med, var den Blanding af
Spøg, Alvor og ærlig Sandhedssøgen, hvormed han omtalte sin
egen. Han beskrev sig saa vist ikke som nogen, der havde Krav
paa at være andres Fører. Nej, i Samklang med den, han
husede i sig, var han selv kun en nogenlunde skikkelig, løjerlig
Patron.
Han — Michel de Montaigne — var nemlig, for saa vidt han
havde kunnet udgranske sig selv, ikke Indehaver og Udtryk for
nogen Patron af høj Rang. Dømt efter Menneskeværd kom han
kun i tredje Klasse. Han manglede den Aandens Fasthed og
Højhed, der gør den gode Handling til et Udtryk for En selv,
saaledes som Tilfældet er hos de faa udvalgte, hvis Sjæls Væsen
er godt. Han kunde elske, beundre saadanne sjældne Personlig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
