Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Montaigne
319
For Calvin stod det som selvfølgeligt, at Mand og Kvinde
skulde være hinanden til Hjælp. Ikke blot, som Luther lagde
saa stor Vægt paa, i kønslig Henseende, men støttende,
værnende hinanden i ethvert Forhold, hjælpende hinanden mod at
begaa enhver Form for Synd. Mands og Kvindes, Husbonds og
Hustrus højeste, eneste Maal er at hjælpe hinanden i deres
Saligheds Sag.
I denne dybe, sædelige Alvor blev Rabelais’ og Luthers Tale
om Naturdriftens Uimodstaaelighed næsten skamfuld til intet.
Her, hvor det drejede sig om Anspændelse af yderste Kraft i det
højestes Tjeneste, glemtes næsten Kønsdrift, blev i hvert Fald
ikke mere end enhver anden Trang — til Mad og Drikke, til
Klæder, Husly, legemligt Velvære — som man altid skulde være
villig til at give Afkald paa.
Men just i selve Højspændingen laa Opfattelsens Brist. Tro
ikke, at du ved at føje Naturdrift eller bekæmpe den,
overhovedet ved nogen som helst Art Handling eller Trosbekendelse
kan vende Guds Vilje eller tvinge den. Alle er vi kun usle
Syndere. Gud er den eneste Ejer og Giver af Salighed. I Kraft af
sin Kærlighed skænker han den til nogle, i Kraft af sin
Retfærdighed nægter han andre den. Alt saaledes som Gud fra
Evighed af har bestemt. I Gud ligger Valget, ikke hos os. Livets
dybe Modsætning bunder derfor ikke i Forskellen mellem Mand
og Kvinde, men mellem udvalgte og forskudte. Den forsones
kun i Gud selv. Med lige Klarhed straaler Guds Kærlighed og
Retfærdighed. Menneskeliv og Menneskeskæbner er i sig kun
vissent Græs, blot anvendeligt til at fortæres, blusse af i en af
Guds Væsens-Former.
Overfor denne dybt skærende Alvor — som Montaigne havde
Lejlighed til at lære at kende ikke blot i Calvins Skrifter, men i
sin egen nære Slægt, hvoraf flere var Huguenotter — overfor
denne løsslupne Overdrivelse galdt med Rette Montaignes Ord
til alle Reformatorer: „Rok ikke ved den bestaaende Kirke! Det
bliver kun værre, hvad I sætter i Stedet."
Og man tager næppe heller Fejl i, at Underbunden i
Montaignes hele Livssyn er en varm, en levende Indsigelse mod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
