Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
318
Montaigne
endnu den blot kundskabssøgende, fornøjelige Munks. Han
elskede Studier, Vin og Kvinder. Hvilken Løsning var da
simplere og naturligere end at lade alle Løfter om Kyskhed,
Fattigdom og Lydighed bortfalde og lade begge Køn frit samles i
Kloster til fælles Studier og Adspredelser. „Og naar saa den
Tid kom, da en skulde forlade dette Kloster, saa tog han en af
Damerne med sig, den, som havde taget ham til sin
allerkæreste, og saa ægtede de hinanden. Og havde de i Klostret levet i
gensidig Hengivenhed og Venskab, saa blev det endnu bedre i
Ægteskabet; og de holdt lige saa meget af hinanden i deres Livs
Aften som paa den Dag, de holdt Bryllup."
Med Rette forekom Rabelais’ Tankegang Montaigne uudviklet
og barnagtig. Og næppe vilde Montaigne have fældet nogen
mildere Dom, om han havde kendt, hvad Luther omtrent samtidigt
lærte. Luther var jo blot en anden Munk, en tysk Munk, der,
om end tungere og alvorligere end Rabelais, dog mente at kunne
klare hele Sagen lige saa nemt, alene ud fra sin Kloster-Erfaring.
I Klostret havde Luther lært Naturdriftens Uimodstaaelighed
at kende. Hans Universalmiddel blev da: alle skal snarest muligt
gifte sig. De gifte er Guds Børn, der fuldbyrder Guds Bud:
„Vorder frugtbare og mangfoldige"! Skørlevnere derimod er
Djævlens Børn og „skulle ikke arve Guds Rige".
Montaigne kendte ikke denne kraftige Børneavls-Lære, der
— evropæisk set — blev det næste Forsøg paa en Løsning af
Spørgsmaalet. Men det vilde for ham have stillet sig som
ligesaa naivt et Svar som Rabelais’ gemytligt uklare. Begge maatte
forekomme ham at mangle Verdenserfaring og fuldt Kendskab
til alt, hvad Spørgsmaalet drejede sig om.
For Montaigne som Franskmand var Calvin den, der ved sit
Svar virkelig førte Sagen videre. Og nægtes kan det ikke heller,
at der laa en himmelvid Afstand mellem Rabelais-Luther og dette
næste Slægtleds Svar med hele dets skærende Alvor. Rabelais
og Luther havde begge erklæret Kønsdriftens Tilfredsstillelse i
Ægteskabet for en Gud velbehagelig Handling. For Calvin skar
Livets Modsætning sig langt dybere ned end til Forholdet mellem
Mand og Kvinde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
