Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
328
Montaigne
skab med Françoise de la Chassaigne, en Datter af en anden
Dommer i Bordeaux. Partiet var sikkert særdeles passende.
Den unge Frue viste sig at være i Besiddelse af, hvad Montaigne
skattede saa højt, „Økonomi", og derhos forstod hun med Aarene
at træde i Skygge og dog være den ledende, blidt afværge alt,
hvad der kunde forstyrre Hjemmets Hovedperson, Montaigne.
Nogen dybere aandelig Forstaaelse synes der derimod ikke at
have hersket imellem dem. Hver passede sit.
For saa vidt var det noget af en Selvskuffelse, naar Montaigne
et Par Aar efter sin Faders Død 1568, for Hustrus og Hjems
Skyld opgav alle Fremtids-Udsigter baade ved Hof og ved
Domstol, tog sin Afsked og drog hjem for blot at styre sin Gaard.
Næppe var han hjemme, førend han overlod Gaardens og
Husets Styr til sin Hustru, lod hende og deres Datter som forhen
være ene i Hovedbygningen og trak sig selv tilbage til
Murtaar-net for stille at fordybe sig i sine Bøger og sig selv.
I Begyndelsen forstyrrede den store Taarnklokke ham, naar
den tre Gange daglig ringede sit Ave Maria, saa alting rystede.
Men siden vænnede han sig dertil som et træffende Sindbilled
paa den store Gaade: Livet. Øverst Gud. Gennem Vinduet
Udblik til Naturen. Inderst et Menneske, han selv.
En sidste Mulighed for at drage Montaigne ud af sit
Tankespind vilde det have været, om han havde faaet en Søn, hvis
Opdragelse og Vejledning maatte have ligget ham paa Hjerte.
Det skete ikke og var ham sikkert en Sorg. Et stille Vidne om
denne Sorg findes i „Essais", hvor han med en egen Inderlighed
i Tonen beretter om en Fader, der ved Tabet af en Søn i
Tankerne gennemgik alt, hvad han vilde have været for denne. —
Nogen aandelig Forstaaelse mellem Montaigne og hans Datter
synes derimod ikke at have udviklet sig. Hun synes at have
slægtet sin Moder paa, knyttet sig til denne, og i en vis sky
Ærbødighed betragtet Faderen som utilgængelig.
Trods sin Interesse for alt menneskeligt var altsaa Montaigne
en ensom Mand. Dette blev yderligere Tilfældet ved hans
legemlige Svaghed. Hans Nyresygdom med dens hyppige
Smerter vænnede ham naturligt til Troen paa, at han kun havde kort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
