Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Montaigne
329
igen. Tanken om Døden blev ham en fortrolig Ven, en Trøster,
en hyggelig Sygeplejerske. Og ganske naturligt indgik hans Syn
paa Livet med al dets stormende Uro, hans nagende Tvivl, hans
Svaghed — den moralske og den legemlige — og Tanken om
det heles snarlige Ophør en egen ejendommelig Blanding. Det
blev ikke til harmfuld Fortvivlelse, men til en vis blid
Taalsom-hed, en mild Uvidenhed, hvis Grundtone var: at forstaa alt er
at tilgive alt. Livets sidste og højeste Opgave blev for ham den
Kunst: at afdø.
Men trods al denne Stilhed jog der dog af og til en Krusning
over Fladen, naar de gamle Tanker rejste sig paany. Ikke mindst
det om Forholdet mellem Mand og Kvinde med dets stadigt
aabne Spørgsmaal: Hvad er det højeste, Forelskelse eller
Ægteskab?
Ægteskab, selv i dets bedste Form, er at ligge hen som nu
her, kærligt plejet, halvt forstaaet, lidt kedeligt i Længden.
At afdø.
Men Forelskelse, det var at rejse sig i sin Kraft, atter vaagne
til Helbred, til Studier, til Varme, Ynde og Samglæde. Med eet
Ord: at leve. — Ikke skulde der være En, der endnu engang
vilde plukke Livsglæden med mig? — Ak nej, jeg er for
gammel.
Eller bestaar muligt den højeste Lykke slet ikke i noget
Forhold mellem Mand og Kvinde, men i Sjælens egen
Selvfordybelse? Sine dybeste, mest henrivende Drømme drømmer
min Sjæl paa egen Haand, uventet, ganske uafhængigt af mig.
Mest til Hest. Jeg taler blot Hesten venligt til, mens mit Sind
giver sig hen og søger Stilhed. Min Sjæls højeste Nydelse er
denne frodige Selvudtømmelse. — Er dette Tilværelsens
højeste: baaren gennem Rummet sødt at drømme og blive borte i
sig selv? — Men ak! det er saa snart forbi. Og tilbage bliver
kun et nagende, ustillet Savn af det svundne.
— Livet tog til Slut haardt paa Montaigne. Han fik ikke Lov
til ensom og stille i sit kære Slotstaarn at afdø fra Verden. Livet
ruskede ham op til Virksomhed, tvang ham ud i Kampen mellem
hidsigt stridende Religionspartier, førte ham til Paris igen, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
