Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
330
Montaigne
han en Stund kastedes i Bastillen, mens forbitrede Bønder
hjemme plyndrede hans Slot. Trofast fulgte hans Hustru og
Datter ham i alt dette. Og et kortvarigt Ungdomsglimt fra
Forelskelsens Dage gled over hans Livsaften, da en ung, begavet
Kvinde, Beundrerinde af hans Skrifter, sluttede sig til ham og
af Hustru og Datter villigt fik Plads iblandt dem, der havde
ham kær.
Men tro mod sin Lære om at afdø længtes Montaigne mod
den store Afskedsstund. Den indtraf den 13. September 1592.
Da han i de sidste Dage ikke kunde tale, skrev han paa en
Seddel, at han ønskede en Messe læst over sig. Slægt og Naboer
samledes, som Skik var, i Sygeværelset for at overvære
Messen. Da Hostien løftedes, og Montaigne forsøgte at rejse sig paa
Lejet, sank han tilbage og udaandede med det samme. Han
døde, som han havde ønsket det, i Overensstemmelse med Kirke
og Sædvane.
Hvad mente han selv? Om Dødens som om Livets Gaade
var han sig sin Uvidenhed bevidst. Men uvilkaarligt hentede
Tanken om Døden sig Udtryk og Former fra Livet. Derfor
betegnede han Dødsøjeblikket som den Stund, hvor en Ven
sikkert kunde være fornøden. — Eller maaske heller en Kvinde
— vel helst en „sage femme" — med Forstand paa at pleje og at
vække til Liv. — Eller gik det maaske her som i Livet, at
hverken Venskab eller Forelskelse eller Ægteskab kunde lignes i
Lyst med Sjælens egen Selvudtømmelse? Den Stund, den salige
Stund, hvor den, der kun i Savn og Smerter har følt sin Trang
til at omstøbes, med eet fyldes af Glæden ved helt at smelte hen,
blive til intet i et bedre? — „Hvad veed jeg!"
15
Montaignes Liv og Livssyn med dets Ensomhed, Tvivl og
Afdøen har noget negativt og vigende ved sig, som ellers ikke
kendetegner Renaissancen. Uvilkaarligt spørger man sig selv,
om denne Svaghed — der i Live afgav et Værn for Montaigne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
