Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Elisabeth af England, og den uovervindelige Flaade 26
Spørgsmaalet var nu, hvad skulde der gøres ved Maria Stuart?
Ifølge den nys af Parlamentet vedtagne Lov burde hun tages i
Forhør og dømmes. Havde man imidlertid Ret til at forhøre og
dømme en fremmed Dronning? Det var jo netop det, Loven gik
ud fra. Og det indtrufne Tilfælde var just det, hvorpaa der i
Loven var taget Sigte. Walsingham trængte ivrigt paa, at Loven
skulde ske Fyldest.
Der blev da ifølge Lovens Bud nedsat et Nævn af Statsmænd
og Retslærde til at forhøre og dømme Maria Stuart. De traadte
sammen i Oktober 1586 paa det gamle Slot Fotheringhay, i
Grevskabet Northampton, en Snes Mil nord for London. Af Frygt
for de mange mistænkelige Folk, der viste sig i Omegnen, mødte
de fuldt bevæbnede med ialt 2000 Heste. Maria Stuart, der
bragtes did, erklærede først, at hun som uafhængig Dronning
ikke vilde lade sig forhøre af Undersaatter. Men da der hertil
svaredes, at en slig Nægtelse vilde være at ansee for en
Tilstaaelse af Brøde, gik hun ind paa at afgive Forklaring. Det
fremgik af denne, at hun var med i Oprørs-Sammensværgelsen,
hvorimod hun bestemt nægtede at have Del i Anslaget mod
Elisabeths Liv. Efter Forhøret vendte Nævningerne tilbage til
London og afsagde her den Dom, at Maria Stuart havde gjort
sig skyldig i en Brøde, for hvilken der i Parlamentets Lov af
1585 var bestemt Dødsstraf. Den 29. Oktober 1586 traadte
Parlamentet sammen, godkendte Nævningernes Dom og bad i
en Adresse til Dronningen om, at denne Dom maatte blive
offentliggjort og fuldbyrdet.
3
Dronning Elisabeth var meget vanskeligt stillet. At Maria
Stuart havde villet støde hende fra Tronen, var tydeligt nok, og
forsaavidt fortjente den fangne jo Døden. Det vilde imidlertid
tage sig ud som særlig Grusomhed, hvis Elisabeth her lod en
nær Slægtning, tilmed en Kvinde, dø for en Brøde, som saa
mangen Mand i Landet havde faaet Tilgivelse for. Men hvad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
