Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268
A. D.Jorgensen
ansat af formaaende Venner som Assistent i „Ministeriernes
Arkiv".
„Jeg maatte bekende", siger han selv senere, „at jeg, da man
opfordrede mig til at søge om Stillingen, var uvidende om, hvad
en Assistent og hvad et Arkiv var." Naar hertil kom ubestemt
gærende Trang til at være til Gavn for sit Fædreland i snævrere
Forstand: det tabte Sønderjylland, vil det forstaas, at hans
Hemmelighed, hans Væsens Gaade, den indre Skudkraft, der
ustandseligt drev ham frem — mod hvad? og hvorledes? —
maatte staa for ham som uforstaaelig, uudgrundelig.
Denne Hemmelighed klarede sig mere for ham med Aarene,
og han blev den tro hele sit Liv igennem. Han betalte den Pris
derfor, som den nu engang kræver. Han var og forblev en
ensom Mand, uden Venner og Fortrolige i almindelig Forstand.
Thi en indre Guddomsstemme som denne kræver for at lystres
Fortrolighed og Lydhørhed overfor kun den alene. Fortrolighed
til andre og „Venner" er i Forhold hertil kun Hindring,
Standsning, Tomhed.
I de mærkelige Optegnelser, som under Navn af „En
Redegørelse" er udgivne efter A. D.Jørgensens Død af hans
Efterladte, har han givet ikke faa Antydninger af, hvorledes i hans
ældre Aar denne indre Hemmelighed stod for ham, hvorledes
han som moden Mand forstod sig selv. Et oftere tilbagevendende
Billed, som sikkert udtrykte i det mindste en Del af hans
Selv-forstaaelse, er at „sidde ved Sokrates’ Fødder", „Sokrates, o
Sokrates! at sidde ved din Side og ældes."
Snart forstod han dette blot om sit Fremtidsideal: naar han
havde fuldendt sit historiske Arbejde, at sysle kun med Filosofi.
Snart og vistnok dybest forstod han det saaledes, at han selv
ligesom Sokrates fulgte en indre guddommelig Stemme, der
drev ham og anviste ham sin Gerning. At udføre Gerningen er
herligt; men grublende at give sig hen og mødes i ren ublandet
Forstaaelse med den indre Guddomsstemme er Livets højeste
— eller er det maaske først Dødens? „Skal den Tid endelig
komme, da det opfyldes, og vil jeg have bevaret Ungdommens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
