Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Himmel og hav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
voldsomt, at jeg uvilkaarlig og meningsløst farer
hen og aapner døren, som om jeg skulde være
i fare. Først nu kommer jeg helt til mig selv,
fordi stormens sugen gjennem trappen er nærved
at rive døren ut av mine hænder. Jeg lukker
igjen. Jeg synes endnu i væggene at høre
ekkoet av de forfærdelige stemmer. De var
forskjellige, men begge østlandsstemmer; den ene
ru og rusten, den andte spædere, men begge
stemmerne, som blev revet mot mig av stormen,
hadde den samme tone av fortættet dødsrædsel,
aa Gud, hvor det gjaldt sekunder der, hvor de
var! Og saa formen, selve spørsmaalet: Hvem
gik naa? Og svaret: Det var skipper’n og Kal!...
Slike ord maa være skreket engang, det kan
ikke findes paa... Saadan var min første drøm,
mere en gnist av et syn, likesom min bevidsthet
et øieblik hadde flagret forbi et av de vinduer
som skiller det forgangne fra det nuværende og
forskrækket fløiet tilside. Det var i sommer.
Og mange dage gik, forinden mindet om denne
sterke sansning gled av mig, vinden blæste forbi,
det blev atter stille og varmt, epletrærne
blomstret; men en nat saa jeg paany skibet.
Jeg synes jeg ser utover et stort og rolig hav;
der er ingen seilere i sigte. Jeg har solen bak
mig og kjender dens hete over nakken og
ryggen. Paa sjøen kan jeg se, at det har været stille
længe, det er havblik, vandet er klart og grønt
under mig, men længer ute skinner det som olje,
dønningerne er lave og dovne og bevæger sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
