Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Himmel og hav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
timer og timerne slutter sig sammen til dage og
dagerne ordner sine geledder...
Det er denne uophørlige marsch mot døden
som jeg nu fornemmer sterkere end nogensinde,
en tristhet, hvis aarsak jeg ikke kan forklare mig,
den er næret av ensomheten og vissheten om at
jeg har været andre steder og kjendt stemninger
utenfor menneskenes liv og at jeg bæres dit igjen.
Det er, som naar man tænker sig om en ensom
stund og sørgmodig skjælver, fordi man aner
livets store usikkerhet og forstaar hvor litet vi
igrunden er til, — hvormeget der er omkring os
magtesløse, som vi ikke kan fange ind under vor
ubarmhjertige reise mot graven.
En dag kom høsten. Sommerens geledder av
blændende dage var marschert forbi, hæren larmet
i det fjerne, den var draget til andre riker efterat
ha herjet landet. Og mindet om den var
efteraarslugten av raatnende tang og tare, der drev
langs landet osende som krudtslam. Efter
slaamaskinernes rasende trommehvirvler begyndte
høstens forbimarsch. Jægernes kolde horntoner
gik ut fra skogene. Det skingret av kjølige
instrumenter, trærnes susen var som bækkenes
dæmpende klage og som et tog av blinkende
lanser gik solens skraa straaler over aaserne. Overalt
omkring mig merket jeg tidens ubarmhjertige
fremtrængen. Nu og da indtraadte stilhet.
Skyerne hang urørlige i den blanke luft, havets
aandedrag stanset, og alt lyttet. Men saa gik der en
klynken ut av stilheten, det var som barnegraat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
