Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Himmel og hav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
...Min strupe sammensnøres i graat. Og med
en stemme, som jeg hører skjælvet av fortvilelse
og angst, utbryter jeg: Men du er jo død
allikevel... Da vaakner jeg.
Men længe efter kjender jeg denne vaien og
vemod i hjertet, en navnløs sørgmodighet over
noget jeg har tapt, en god ven, en stor lykke.
...Idet jeg tænder lyset og derefter prøvende
og litt ængstelig ser mig omkring i værelset, sier
jeg til mig selv: Nu var du en anden. Og det
kommer over mig som en truende visshet, at nu vil
snart det gaadefulde hænde, som jeg har forberedt
mig paa. Der blæser en bris av angst herind
mot mig.
Angsten forfølger mig i den nærmeste tid
fremover.
Naar jeg gaar langs stranden og havet skyver
sine brusende foller over mine fotspor, bevæger
hvert bølgeslag mit hjerte. Der er angstpuls i
havet; ytterst ute i brændingerne hvor lydbøien
vugger, støter det som store, tunge sekundslag i
en domkirkeklokke. Jeg er ængstelig fordi
tiden gaar og bærer mig stadig nærmere mot noget
som jeg frygter og som jeg vet engang skal
komme. Hvad nytter det at stanse klokken og la det
tunge lod i det gamle slagur i mit værelse med et
dunk gaa i gulvet og bli der, alt minder mig
allikevel om at tiden gaar; mit eget hjertes skjælven,
havets evige pulsslag, motgenens lys som glir
over i eftermiddagens skumring og møtes med
mørket. Sekundernes myldrende hær blir til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
