Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Kildeprøvelsen - Vidneværdsættelsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vigeiserne fører til Modsigelser; men styrker den snarest,
hvis de passer godt sammen, da man saa faar Indtryk af,
at han virkelig bygger paa, hvad han husker, men snart
fremdrager det ene Træk, snart det andet.
At en Fortæller meddeler mange Enkeltheder, er tillid-
vækkende, selv om vi ikke er i Stand til at kontrolere disse
Enkeltheder1
. Dette gælder dog ikke, hvor man har at gøre
med en kunstmæssigt udviklet Historieskrivning; Talerne
hos klassiske Forfattere og i Sagaerne er mere Frugt af
Kunst end af Kundskab2. Endnu mindre gælder det om
Enkelthederne i en digtersk Fremstilling; Digteren staar
overhovedet paa Forhaand helt anderledes frit overfor Stof-
fet, end den prosaiske Fortæller som Regel gør8.
1
) F. Ex. Ælnoths mange positive Oplysninger om Knud den
Helliges Opholdssteder 1085—86.
2) I Are Frodes Islendingabok, det ældste islandske Historie-
arbejde, gengives en Tale, som Thorgeir Lagmand skal have holdt
paa Althinget Aar 1000, da Kristendommen antoges. I denne Tale
hentydes imidlertid til, hvorledes den danske og norske Konge,
der havde Ufred, af deres Høvdinger blev nødte til Forlig, og her-
ved menes sikkert Overenskomsten mellem Magnus den Gode og
Hardeknud, skønt den først foregik en Menneskealder efter 1000
(A. D. Jørgensen i Aarb. f. nord. Oldkynd. 1869, S. 288). En senere
Sagamand har, for at komme bort fra denne kronologiske Umulig-
hed, døbt de to Konger Trygve og Dag, hvad en ældre Kritik og-
saa tog for gode Varer.
8) Overfor vore saakaldte »historiske« Folkeviser arbejdede
Svend Grundtvig væsentlig med de to Muligheder: historisk rigtig,
altsaa samtidig, eller historisk urigtig, altsaa yngre; A. D. Jørgen-
sen indsaa derimod, at en Visedigter allerede i Samtiden kunde
undergive Stoffet en saa fri Behandling, at han fjernede sig langt
fra den historiske Virkelighed, Man vil dog næppe kunne følge
Jørgensen, naar han endog tænkte sig, at Digteren kunde frem-
stille Træk, der ligefrem stred mod, hvad han selv og hans Til-
hørerkreds vidste var det’ rette, men det maa rigtignok tilføjes,
at denne Viden var yderst ringe. (Den tilsvarende Anmærkning i
mine »Grundsætninger« er blevet kritiseret af Joh. Steenstrup i
Hist. Tidsskr. 8. R. I, 138 og er nu noget ændret, bl. a. saaledes,
at man kan se, at den er rettet mod Svend Grundtvig; heri skal
dog ikke ligge, at jeg just er enig med S. i hans Opfattelse af de
danske Folkevisers historiske Troværdighed.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
