Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
indvortes, og Skibene laa tause og tillukkede og
sov trygt under sine Fortøininger.
Men oppe fra den store By lød en stadig,
tung Dur, som fra en dyb Orgeltone langt borte,
der fik hele Luften til at svinge med, steg og sank
og af og til blev næsten ganske borte, idet den
syntes at krybe i Skjul og dø hen i de trange
Smug, som vred sig indover i Mørke og Uhygge
fra den lyse Kai.
Der var ikke et Menneske at se, og da
Abrahamsens frygtelige Latter og de andres Stemmer
efterhaanden blev borte mellem de høie Huse, blev
der saa stille, at Murene kastede Ekko tilbage af
de to’s Skridt.
— Hun er en sød Pige, den Rebecka, — sagde
Arild, som havde gaaet en Stund og smaaplystret
for sig selv, — synes ikke du ogsaa?
— Aa jo. Du gjorde, hvad du kunde, for at
fordreie Hovedet paa hende, Stakkar.
— Jaha, jeg tror ikke, jeg var saa gal iaften —!
— Dersom jeg kunde begribe —, begyndte
Svendsen indigneret, men hans Ven afbrød ham
og ståk sin Arm ind under hans.
— Saa, saa, gamle Dreng; — lad nu være at
skjænde den sidste Aften, vi er sammen; — det
nytter jo ikke til noget alligevel! Ved du hvad,
Anton — fortsatte han i en anden Tone, — jeg
gaar og tænker paa nu, da vi atter skal skilles, at
det var alligevel et underligt Træf, at vi skulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
