Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i20
— Aa du Arild, du Arild —! lo Svendsen.
— Ja du ler, men jeg forsikrer dig, at jeg
gruer som en Hund for at blive alene igjen! Jeg
har vænnet mig saa til dit kjærlige Formynderskab
helt fra vi var smaa, og det var saa godt at faa
tales ved igjen som i gamle Dage, at nu, naar
jeg skal skilles fra dig, bliver det et Savn, kan du
tro. Og Gud ved, om vi nogensinde træffes igjen —
tilføiede han tankefuldt.
— Det er kun Bjærgene, som aldrig mødes,
siger et Ordsprog i Provence. Vær du tryg, —
vi træffes nok igjen, min Ven!
De var standset foran »Ragna«, som laa med
Bougen ragende ind over Bryggen, indrigget
Klyver-bom og Landgang iland.
— Gaar du med ombord, Anton, til et
Afskedsbæger — ?
— Nei Tak, jeg vil hjem og sove; saa følger
jeg med dig ud imorgen tidlig. Slæbedamperen er
bestilt til at komme, saa snart det bliver lyst; ved
Sextiden tænker jeg, du kan komme afsted.
De tunge Slag fra Kathedraluret drønede
gjennem Stilheden og endte i en dyb Knurren.
— Hvor stille her er, sagde Arild, som havde
staaet og lyttet, — man skulde ikke tro, at man
var i–—
Han stansede bråt; thi et Skrig havde lydt,
et høit fortvilet Skrig fra en Kvinde om Hjælp.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
