Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
Han var munter og vittig og kunde holde Taler
ved alle mulige Anledninger, han saa godt ud og
var elskværdig eller arrogant, eftersom det passede,
og blandt Damerne gjorde han almindelig Lykke.
Der var snart ikke det Bal, hvor ikke Reinert maatte
føre Kotillionen, og ikke den Dame, som ikke var
forlibt i ham, og man antog, at han bare behøvede
at vælge for at faa hvem, han vilde have.
Svendsen havde aldrig helt kunnet lide ham,
— dertil var de alt for forskjellige baade af Natur
og Vaner; men han satte Pris paa den andens
gode Humør, og de taltes gjerne ved, naar de
mødtes.
I et Selskab, som Arild Backe gav for Svendsen
en af de første Dage, efter at han var kommen,
havde han truffet Reinert igjen, men næsten ikke
kjendt ham, saa forandret var han bleven. Af den
begavede og letlivede unge Student var der blevet
en misfornøiet, bitter, næsten lidt »tvilsom«
Departe-mentsmand, som vistnok endnu færdedes i de Kredse,
hvor han fordum havde været en af de første, men
nærmest blev taalt som en besværlig Person, man
ikke nænnede — eller ikke turde — bryde over tvært
med, og Svendsen kom til at mindes, at han i sin
Tid i Udlandet havde hørt nævne noget om, at det
var gaaet galt med Reinert, — noget i Retning af
Fruentimmerhistorier eller ulykkelig Kjærlighed; —
han havde ikke lagt saa nøie Mærke til det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
