Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
32
somt, som Solen der kommer frem af Skyen — — og naar hun
svæver og Lokkerne flagre for Vinden — og i den blaa Kjole —
med den hvide fine Hud, og de blode Former og den lette,
svævende Gestalt–-
— so hold und schön und–?
Lyset brænder ned i Stagen for mig; det er langt, langt over
Midnat. Nu vil jeg sove; men det nytter mig til Intet. Hun vil
forekomme mig ligesaa sod imorgen. Alligevel, jeg vil sove og
dromme.» —
Den sidste Aften beredte Paris ham i Meyerbeers Hugenotterne en
Musiknydelse av høieste Rang. Det var ogsaa et av hans inderligste Ønsker,
som derved blev opfyldt, og sin Glæde derover beskriver han saaledes:
«Det var en stolt, uforglemmelig Aftenstund. Salen var
tusinde Gange skjonnere; den straalede i Guld og Solv og gjenlod
af udodelige Akkorder. Huguenotterne er et kolossalt Værk —
et Mesterværk som Robert le diable. Ideen er saa stor,
Blandingen af Katholicismus og Protestantismus, deres Kamp i
Bar-tholomæusnatten udtrykt ved Toner — det er saa genialt i sin
Opfatning og i sin hele Udførelse, at man ikke noksom kan
beundre Meyerbeer. Luthers gamle Psalme gaaer som en
Grundtone gjennem det hele Opus — ligefra Ouverturens første Takter
til Raouls og Marcels sidste Kamp. Marcel fører den med sig,
hvor han færdes, han er den i Striden hærdede og forbitrede og
dog ærlige og gudhengivne Protestant; skjønnest fremtræder
Choralen fra Klosteret i femte Akt, hvor Protestanterne i
Dødskampen synger Herrens Priis og Huguenotten staaer ene paa
Scenen med sin Tjener og sin Elskede og ahner og rolig venter
paa sin Ende.
Men hvorledes skal vel en Aften kunne forslaae til at
hore — jeg vil næsten ikke sige — fatte alt hvad der
bydes af Skjønt og Storartet! Man forlader Salen med Fryd, men
med Savn og Længsel. Man faaer ei Tid, ei Ro til at dvæle ved
en skjøn Melodi, en rig og gribende Harmonie, en høi Tanke,
en dristig Vending, før den fortrænges af en ny og denne atter
igjen fortrænges. Det er blot det Fremragende man ret kan
nyde, saaledes Raouls Romance med den concerterende Alto,
Duetten i 2den Akt, Marguerites Nattergalarie, Badescenen.
Pagens Romance, Septetten i 3die, Dolkenes Indvielse og den
herlige Duo i 4de og Triofinalen i 5te Akt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
