Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156
Et Par Uker efter, den 10 Februar, letter Hjalmar sit tunge Sind i et
Brev til sin fortrolige Ven Welhaven. / Brevet, hvis Slutning ikke findes,
heter det:
«Endelig skriver jeg Dig til, min Welhaven, — jeg burde
mindst være den, der lod saa lang en Tid gaae hen — jeg, der
ikke ønsker noget ivrigere end, at Du ret skal være overtydet
om, hvormegen Priis jeg sætter paa Dine Breve, og hvor meget
jeg vilde gjøre for at vedligeholde mig denne mægtige Trost
under mine Gjenvordigheder, om jeg skulde maatte befrygte,
at den blev mig unddraget.
Men der horer meget til for mig, inden jeg finder en Stund,
hvor jeg ogsaa kan være forvisset om, at ikke altfor megen
Mislyd fra mit Befindende, min Stemning og mine øvrige
Vilkaar indqvarlerer sig i mine Linier og gjor mine Meddelelser
mere til en Plage end til en Tilfredsstillelse for den, der skal
læse dem. Og jeg vil gjerne være fornuftig; jeg vil stræbe at
fjerne saameget som muligt af mine Bekymringer fra mine
Breve, om jeg end ikke kan fjerne dem fra mine Tanker. Jeg
er tilstrækkelig paa det Rene med, at det ikke er noget
«ubetydeligt Ildebefindende», der skræmmer min Phantasie, og dog
er denne ikke nær saa meget paa Afveie nu.
Jeg haaber, at jeg af Modgang har lært noget i det sidste
Aar. Jeg har nu været Patient i en lieel Vinter igjennem og er
det fremdeles; i 14 Dage har jeg aldeles ikke været ude af Stuen,
og skal det fremdeles ikke, — og jeg lager det Hele meget
roligere, end jeg for har taget en flygtig Fornemmelse af Smerte i
Brystet. Det skal jo saa være! det er min Trost. En fattig Trost!
Hvilken tung Skjæbne at bære paa for Sjæl og Legeme
■ei at være syg saaledes hele Aarstider igjennem veed kun den,
der selv bar følt denne Tilstand, men hvilken Hemsko det er
for Fremskridt af alle Slags, for Virksomhed, for Arbeidslyst —
for Opfyldelse af Ens Kald i Særdeleshed — kan ogsaa den
Sundeste let forestille sig.
Jeg kryber frem og mangengang saa langsomt, at det
forekommer min Iagttagelse, som jeg slet ikke kom af Flækken.
Og dette er mine Læreaar, det er til en Tid, da det mere end
nogensinde er nødvendigt, at jeg arbeider af alle Kræfter, hvis
jeg vil haabe at opnaae noget! Denne Betragtning er grusom
•og dog kan jeg ikke undgaae den.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
