Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
91
Den 6 December gaar Goethes «Egmont» med Beethovens Musik
over Scenen. Med denne Forestilling er Kjerulf mindre tilfreds at
dømme efter hans Notis i Dagboken:
«Jeg ventede mig ingen «Kunstnydelse» af den dramatiske
Opførelse hersteds, men jeg maatte dog see et Stykke som
Egmont, og af Beethovens Musik kjendte jeg kun Ouverturen
og den blot i Klaveerudtog. Det gik ogsaa som jeg havde
tænkt. Intet var udmærket.»
Naar Stykket allikevel gjorde Lykke, skriver Kjerulf det paa de
enthusiastiske Leipzigerstudenters Regning:
«Jeg tilgiver imidlertid Leipzigerstudenterne dette. Det
er dem, der besætte Parterret og regjere i Theatret. Deres
Regimente er ikke det fineste og consekventeste, men deres
Dom er paa den anden Side heller ikke at foragte. Det er
Ungdom og tydske Sværmere og tvdske Brushoveder.
Frau-lein Sehäfer som Clärchen seer sød og jomfruelig ud og har
et reent, klangfuldt Organ, spilte med Liv og Varme og har
flere meget gode Momenter. Men hermed er Clärchen ikke
færdig. En høiere Kunstnerdygtighed, et erfarnere Talent,
en mere nuanceret Diktion — det mangler.
«Egmont» er naturligvis for Scenen betydelig forkortet.
Beethovens Musik, forsaavidt jeg kunde høre den — Entrakterne
gik nemlig halvveis tabte formedelst det «dannede» Leipziger
Publikums Urolighed — er som man af Beethoven kunde
vente sig den. Ouverturen er vel bekjendt. Clärchens Lieder
ganske originalt opfattede, dramatisk, fuldkommen til
Situationen og Ordene componerede. Men de maa høres saaledes
i Forbindelse med Stykket og Orchesterakkompagnementet;
thi ellers vilde de maaskee forekomme for stort anlagte. Inderlig
smuk og gribende simpel er Musiken, der betegnerClärchens Død.»
Den S December er en Søndag, og da sukker han:
«Ak, disse Leipziger-Vintersøndage!! Om Aftenen i
Theatret (thi hvorhen ellers?!), hvor Propheten gaves. Jeg
har nu nok og mere end nok af ham og tør vel sige, jeg har
seet ham for sidste Gang, med mindre jeg i Berlin skulde
blive saa uheldig. Jeg gik efter 4de Akt. Udførelsen stod
betydelig under den tidligere. En Gjæst, en Frau v. Cavilla
sang Fides — styg var hun og fælt sang hun.» —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
