Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222
Jeg har ofle seet nogle Hul i Fjeldmarken, hvilke man har
fortalt mig var Rensdyrgrave, men ikke forstaaet dem. Denne
derimod var let at forstaa og derhos havde jeg Knud til at
forklare mig.
Den var aldeles vedligeholdt, som bygget igaar, kun var
Stenene ganske sorte af Tiden. Den var omtrent en dygtig
Mandshøide dyb, lidt længere end bred, bygget af Sten fra Urden.
Paa Fjeldmarken oventil var Urden (de løse store Blokke og
mindre Sten) ryddet til Siden og flere Stengjærder oplagte,
langs hvilke det var Meningen, at Renen skulde gaa. Thi
ligesom andet Fæ gaar Renen nødig over Stengjærder, naar
den kan lade være.
Gjærdet førte ind mod et lidet Pas — som var Fægate —
og her i Bunden var Graven. Renen skulde nu, ledet af
Gjærderne, passere denne, der var tildækket med Kvist, Mos
og Sligt, og selvfølgelig styrte deri. Saa var den fangen.
Mens vi endnu stod paa dette Renens rette Revir og
Knud viste mig en stor Sten, som kaldtes «Meisarsteinen»,
fordi en af Opsidderne paa Bjøberg havde maattet lade
Mei-serne fulde af Rensdyrkjød ligge paa den Sten, og selv,
overrasket af Uveir styrte afsted — men «han blev» ikke langt
derfra — saa brød Uveir løs ogsaa over os, rigtignok ikke
saa farligt, for det var i August, og hint var i November.
En lang, tung Sky, som vi længe havde seet
anmarsche-rende som en svær Armee, og hvorom vi havde havt
vex-lende Tanker, brød endelig løs. Det var Hagel, store som
gode Helegryn, og i vedholdende 10 Minutter, 1 Qvarter og
inere ad Gangen i over 1 Time. Dertil den sædvanlige
Fjeldvind, som drev de store Haglkorn som Pidskesnerter fra Siden.
Vi gik det forteste vi kunde. Det blev snart ganske
hvidt. Fort gik det forbi den berygtede Meisarstein, som
ligger, stor som et Hus, alene paa en lang skraanende
Fjeldmark. Vi standsede først ved Hestene. De havde snoet sig
fra Veiret og stod ubevægelige som Støtter. Jeg bøiede mig
ned og tog begge Næver fulde af Hagl og trykkede mig en
diger Haglbold, den første i mit Liv.
Saddelen var bleven saa vaad og jeg selv med, jeg tog
altsaa Hesten ved Tøilen og gik. Det var underligt at se de
gule Smørblomster, Blaaklokkene, Forglemmigeiene og de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
