Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
226
ind i Visitværelset og bragte hendes Navn til sit Herskab.
Inden et Minut sprang Døren op, og Juliane traadte ilsomt
ind med et umiskjendeligt Udtryk af Glæde og tog min Moder
i sine Arme. Gjensynets Følelser antoge stedse en smerteligere
Natur, og de to Kusiner græde længe tause ved hinandens
Bryst. Men saa snart denne Storm havde lagt sig, antog
Julianes Ansigt sin sædvanlige alvorlige Rolighed, der dog nu
havde noget Skarpt og Frastødende, som i en vis Grad
fjernede min Moder fra hende. Saa snart de fremsatte
Forfriskninger vare nydte og Rejsedragten ombyttet, tog Juliane
Ordet, idet hun satte sig hos sin Gjest.
»Du kunde med Rette fordret, at jeg skulde skrevet Dig
til, min gode Karen, om ikke før, saa efter vor Onkels
Død, da jeg ved hans Testamente var bleven hans
Universal-Arving. Men du maa tilgive mig. Engang var jeg ikke saa
træg til at skrive; men siden Ulykkens Dag er det, som om baade
Pennens og Tungens Brug er mig ukjær. Du har jo mistet
dine Forældre, min kjære Karen; o, fortæl mig, hvorledes
Du har havt det, og hvorledes Du har det? Saa vænner
jeg mig atter til at tale og til din fortrolige Stemme«.
Min Moder havde snart meddelt sine faa Begivenheders
Række, saa meget desto snarere, da hun ikke var synderlig
oplagt til paa dette Sted og med sit Maal for Rejsen at dvæle
saa længe ved sine egne Livspartier. — Nu var da Raden til
Juliane, som uden at vente paa Opfordring, gjentog med en
noget større Udførlighed, hvad min Moder i mere end et
Aar havde vidst af Prestens Brev. Jo længere hun talede,
desto mere blev det hele klart for Tilhørerinden. Et
Fruentimmer af denne smækre, aldeles ikke stærke Bygning skulde
med Vold have styrtet den fyldige, undersatte Ursula ud
igjennem et trangt Vindue? Og dernæst denne fine, fra enhver
plump Handling og Tanke lige fravendte Sjæl skulde
tilfredsstille sin Harme, sit Had eller hvilken som helst Lidenskab
ved en saa udvortes-grov Misgjerning? — Men derimod dette
kongelige Aasyn, dette Elisabeth-Blik, denne i Vredens Øjeblik
uden Tvivl alt nedtrykkende Tale; vistnok vred Ursula sig
fornedret og sønderrevet som Ormen i Støv. Tanning vilde fradømme
hende Mod; hun behøvede det ikke mere; med en større
Elendighed end Dødssmerte havde Julianes kolde Højhed
gjennemtrængt hendes Hjerte. Viljeløs gik hun bort, udvist
ved Julianes Blik fra Livet og Lyset. — Det gik min Moder,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
