Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
214
Spørgsmaalet, saa forvirret, som denne verdenserfarne og
gentile Dame aldrig før havde vist sig«.
»Du vil maaske faa ham at se i denne Dag, jeg formoder
næsten, han gjør mig en Visit i Eftermiddag«. Disse Ord
forekom min gode Moder i Forening med den Forvirring,
der fulgte dem, at indeholde en tilstrækkelig Forklaring over
det Forhold, som fandt Sted imellem Juliane og Presten.
I hvor meget hun end havde formodet dette, ja endog
selv villet rejse Visheden derom imøde, saa blev hun dog nu
heftig rystet og skiftede Farve.
»Hvorledes er det med dig, Barn?« spurgte Juliane med
et fast, næsten stirrende Blik. »tager Du saa levende Del i
Presten Tannings Person, at hans Komme forvirrer Dig?«
»O«, svarede min Moder, ængstlig ved Inkvisitionen, men
tillige noget uvillig over det Uskaansomme i Maaden.
»Tannings Person staar i en nærmere Forbindelse med mine
Erindringer om Ursula, end Du maaske ved. Det var hans Mund,
der først meddelte mig Rygtet«.
Juliane studsede og syntes ikke gjerne at erfare det
Besøg, Presten havde aflagt hos Karen. Denne blev stedse
ømfindtligere, brød pludselig af og fortalte som noget, der aldeles
ikke vedkom det forhen Omtalte, at et Egteskabsforslag var
hende gjort fra en meget agtværdig Mand, og at hun saa
temmelig desangaaende havde beraadt sig med Gud og sit
Hjerte.
»Nej virkelig! Jeg ønsker Dig hjertelig, o hjertelig Lykke,
Du gode, kjære Karen! Gud give, den sande, milde, rolige
Kjærlighedsflamme maa gjennemvarme dit Fremtidshjem!«
Juliane kyssede min Moder og talte saa meget og saa gjerne om
denne nye Materie, at hendes mindre ordrige Veninde ikke
fandt Lejlighed til at berigtige hendes Formening om det
Afgjorte i denne Sag.
»Du venter Tanning, sagde Du«, henkastede min Moder nu
med større Raskhed; intet var hende vigtigere, end at komme jo før
jo heller efter, hvorledes Forholdet var. Den Maade, paa hvilken
Juliane greb den første Ide om sin Kusines Forlovelse, kunde
ikke andet end opvække en Ængstelighed hos min Moder,
som man omtrent føler den ved at ro ned ad en Strøm. »Du
venter Tanning; tager jeg maaske fejl, naar jeg formoder, at
han vil erstatte Dig Tabet af en uværdig Elsker?«
»Jeg skylder Dig Oprigtighed, min kjære Karen. Fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
