Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
85
Men hvor den Hest ligner Sleipner I Nej se, hvem kan nu
finde paa at kjøre op der bag Aasjordet? Det kan ikke være
nogen Fremmed I« — Sekretæren stirrede med de gamle øjne,
alt hvad han kunde, og der førtes en Samtale, af hvilken vi
allerede have refereret for meget. Sleipner, Pelsen og Slæden
vare gjenkjendte, og den tilbagelænede og uvirksomme Stilling,
hvori den siddende Person befandt sig, vakte hos Kathrine
en Forskrækkelse, som nær havde kastet hende om. Dog
snart forandrede Forskrækkelsen sig til en simpel Forundring.
Thi den Siddende, som var indhyllet i hans Velærværdigheds
fortræffelige Pelts, var aldeles ikke Prestemanden. Denne stod
derimod bag paa Slæden i sin for Aarstiden og Rejsen noget
tynde Frak og styrede med øvet Haand den fodsnare
Sleipner.
Saasnart Bolten havde leveret den tililende Tjenestegut
Tømmen og meddelt ham fornøden Befaling i Henseende til
Manden i Pelsen, drog han sin Kone tilbage til Stuen og
sagde hurtig til hende og Sekretæren:
»Personen, som slæbes herind, er Vagtmester ......
Jeg fandt ham paa Landevejen, halvdød af Frost og Hunger,
og tøede ham op i en Hytte. Men hjelper mig nu begge at
holde ham lidt fra os; ellers bliver han utaalelig. Du skal
slet ikke kalde ham, hvad han jo hverken er eller har vist
sig at være, Fader, men ligefrem: Vagtmester. Han ved og
er gaaen ind paa de Betingelser, under hvilke jeg har lovet
ham Ophold hos os. Paa dit Samtykke var jeg jo vis, kjære
Kathrine«.
Det varede ikke længe, førend Vagtmesteren havde
indrettet sig a son aise i det ham anviste tætte og lyse
Kammer i Sidebygningen. Derimod varede det længere Tid, inden
han kom ret ind paa at finde sig i det forud bestemte
Forhold. Menneskets ryde Sæder og især hans ondskabsfulde og
underfundige Karakter gjorde det aldeles nødvendigt at tage
ham paa en saadan Fod. — Han spiste paa sit Værelse,
foretog sig, hvad der kunde more ham, saasom at skjære
Træskeer Qg gjøre Futteraler, og tog sit Selskab hos dem af
Gaardens Folk, han vilde beære med sine Skryderier.
Saaledes henløb Vinteren, og den Gamle hinkede i Vaaren fornøjet
omkring i Marken og præsenterede »hjerte Madam« en Buket
af de første Veiser. Da Sommeren kom, gjorde han en
Udvandring af og til paa nogle Dage »med Hr. Pastorens
24*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
