Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
448
kjære Hr. Pastor; der var et Sted hvor det Høje, det Dybe
og det Rige omarmedes i søsterligt Samfund; Alderdommens
højtideligste Levning minder endnu i sit Grus om, at denne
Forening kunde tilhøre Jorden. Disse Levninger vare fordum
det herlige Palmyra«, vedhlev han, og tørrede Sveden af sin
Pande; »men tilgiv mig; saa gjerne jeg end dvæler ved den
kjæreste Erindring af min Rejse, saa føler jeg, at det i Aften
angriber mig at tale derom«. Med Forundring betragtede
Selskabet den unge Mand og den Spænding, hvori han befandt
sig. Enhver længtes efter at høre mere om dette Palmyra,
der som en for mange Aar siden forglemt Bekjendt traadte
frem for Adskilliges Erindring og overraskede ved den Glands,
hvori det ved Antons Fremstilling nu for første Gang viste sig.
Anton befandt sig ikke bedre, men heller ikke værre i
de første Uger efter Hjemkomsten. Formiddagen tilbragte han
gjerne paa sit Kammer med at arbejde, og om Eftermiddagen
spadserede han eller underholdt sin Familie. Mina, hvis
Billede han havde bevaret i venligt Minde under den lange
Fraværelse, gjorde nu et saare dybt Indtryk paa ham. Den
Finhed og Delikatesse, hvormed hun omgikkes ham, og bag
hvilken den inderligste Hengivenhed og den ømmeste Deltagelse
fremlyste, maatte mægtig røre Antons for alt Ædelt og Skjønt
aabne Sjæl. Gjerne tilbragte han ogsaa flere Timer i hendes
og Søsterens Selskab, og da var det, som en ny Olje gød sig
over hans Livsaander.
Paa engang var den hele glade Bygning omstyrtet, som
Familien havde bygget paa hans jevne Rolighed. En mørk
Tungsindighed bemægtigede sig ham, og han forlod hvert
Øieblik Stuen for at søge Ensomheden. Ingen kunde udfinde
nogen anden Grund til dette Tilbagefald, end en Tegning af
Palmyra, der var kommen ham i Haanden, idet han
gjennem-bladede sin Portefølje med Familien. Især skyede han, som
det lod, den stakkels Minas Selskab, og hun græd i
Ensomhed mangen bitter Taare derover. En Morgen gik den
bekymrede Fader op paa hans Værelse, greb ømt hans Haand
og sagde: »Kjære Anton! En lønlig Græmmelse fortærer
Dig. Betro Dig til din gamle, tro Fader. Har Du en
Kummer, som kan hæves? ingen Opofrelse skal da være stor nok
fra min Side. Og er din Smerte af den Natur, at Mennesker
ej kunne borttage den, saa kan dog Mennesketaarer lette den.
Vend Dig ikke bort fra os, men læg dit Hjerte op til mit«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
