Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DS
Aa
o
Mennesker. Hun stod udenfor alle de andres, de uplettede
Menneskers Sorger og Glæder, og var dem dog saa ganske nær;
hun var stedt paa samme Maade som et Genfærd, der atter
besøger det gamle Hjem, men ingen aner, at det er nær; det kan
ikke længer glædes med de glade elier græde med de
sorgtyngede, — ja, vilde det dog give sin Samfølelse Udtryk, saa vilde
det kun møde Rædsel og Afsky. Just Rædsel og Afsky, derhos
den mest sviende Haan — det var al Esters Del, hvor som helst
hun færdedes iblandt Mennesker. Folk i de Dage var ikke
nænsomme, og skønt der saa vist ingen Fare var for, at hun skulde
glemme, hvad Plads hun var stillet paa, blev hun mangen Gang
brutalt mindet derom, saa det sved hende om HJjerterødderne.
Vi har allerede nævnt, at fattige Mennesker, hvem hun havde
vist Godhed og Hjælpsomhed, ofte kunde give sig til at kaste
Smuds paa hende som Igæld. Og ogsaa Damer af god Byrd, hos
hvem hun kom i Anledning af sit Arbejde, havde for Skik at
isænke hende en bitter Forsmædelsens Kalk, — stundom paa den
roligt nederdrægtige Maade, som er ejendommelig for Kvinder,
naar de vil komme med noget rigtig giftigt, idet de tilsyneladende
kun ytrer nogle ganske ligegyldige, dagligdags Bemærkninger,
— stundom ogsaa i raa, grove Ord, der ramte den arme, værgeløse
Kvindes Hjerte som Knytnæve-Slag i et sviende Saar.
Gennem lang Tids Indøvelse i Selvbeherskelsens vanskelige
Kunst havde Ester lært sig til at tie og taale; naar man ramte
hende med onde Ord, gav hun intet andet Svar end den blussende
Rødme, som imod hendes Vilje et Øjeblik farvede hendes ellers
saa blege Ansigt. Hun led i Taalmod, — men hun gav sig ikke til
at bede for sine Fjender; thi vel vilde hun ikke bære Nag, men
heller tilgive, dog frygtede hun for, at Harmen skulde være
stærkere end det gode Forsæt, saa at det vilde blive aandelig usandt
af hende, dersom hun prøvede paa at bede for sine Fjender.
Uafladelig, paa tusinde og atter tusinde Maader, fornam hun
disse smaa og store Stik i Hjertet, som de puritanske Dommere
med god Grund mente vilde blive det stedsevarende, altid lige
virkningsrige Resultat af Dommen. Midt paa Gaden kunde
Præsterne standse hende og give sig til at formane hende, saa at der
samlede sig en Flok grinende eller fordømmende Mennesker
omkring den arme Synderinde. Gik hun i Kirke i Haab om, at hun
ogsaa maatte modtage Herrens Velsignelse paa Herrens Dag,
føjede det sig ofte saa ulykkeligt for hende, at hun maatte sidde
og høre sig selv omtale som et Syndens advarende Eksempel.
Hun fik til sidst en hel Skræk for Børn, thi disse havde
efterhaanden fra Forældrene tilegnet sig en uklar Forestilling om, at der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
