Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
45
Som sædvanlig fulgtes lille Beryl med sin Moder. Hun var
nu saa stor, at hun kunde trippe af Sted med smaa lette Trin ved
Siden af Ester; hun plejede at være i ét Røre fra Gry til Kvæld,
— saa hun kunde for saa vidt have gaaet et meget længere Stykke
Vej end Turen i Dag. Det beroede derfor mere paa Lunefuldhed
end paa Træthed, at hun idelig vilde op og bæres; og
regelmæssigt et Øjeblik efter forlangte hun paa det bestemteste at komme
ned igen, og hoppede nok saa muntert af Sted, foran sin Moder.
Vi har allerede omtalt Beryls pragtfulde Skønhed, der lyste
med dybe, straalende Farver; hendes Lød var som et Rosenblad,
— dejlige var hendes mørke, gnistrende Øjne, dejligt var hendes
glansfulde, mørkebrune Haar, der Aar for Aar mere og mere
nærmede sig til dybsort. Ild var der i hende, Ild gnistrede omkring
hende, — det var, som om hun var kommen til Verden, fordi en
Glød havde fænget i to unge Hjerters Kærlighed. Hun var klædt
i en karmoisinrød Fløjlskjole, af et ret ejendommeligt Snit, og
rigt udstyret med Snirkler og Slyngninger i Guldbroderi. De
stærke Farver vilde have faaet Børn, hvis Skønhed havde et
mere afdæmpet Præg, til at se gustne og blegkindede ud, men til
Beryl passede de udmærket, — hun kom til at ligne det mest
straalende lille Irrelys, som nogen Sinde har hoppet hen ad
Jorden.
Men ved Barnets Klædedragt, som for Resten ved hele dets
Udseende og Færd, var der det mærkelige, at man uvilkaarlig
kom til at huske paa Skammærket, som Ester ifølge Dommen
skulde bære paa sit Bryst. Beryl var saa at sige selve det luerøde
Mærke, blot i en anden Skikkelse og — lyslevende. Man skulde
næsten tro, at det flammende Skændselsmærke havde brændt
sig saa dybt ind i Esters Sind og Tanke, at hvert et Mønster, hun
tegnede, fik sit Præg deraf; hun havde med Vidende og Vilje
beflittet sig paa, at der kunde blive en vis Lighed i saa Henseende,
ja, hun havde anvendt sin underligt sygelige Snildrighed og
mange Timers Arbejde paa at lade Barnets Klædedragt udtrykke
den Samhørighed, som var til Stede imellem det Barn, hun
elskede, og den Straf, hun led.
Ak! Beryl var i Virkeligheden begge Dele — og det var vel
derfor, at hun kun alt for godt egnede sig til at repræsentere hint
sviende Sorgens Tegn.
Ester og Barnet var nu paa deres Vandring naaet inden for
Byskellet. Puritanerbørnene, som løb og legede — for saa vidt
som man kan bruge Ordet „Leg“ om disse dystre, uomgængelige
Smaafyres Beskæftigelse — fik Øje paa de to og sagde med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
