Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
megen Alvor til hverandre: „Sandelig, om det ikke er Konen
med Ildbogstavet! Og det maa jeg sige, — dér render endda
Magen til det, dér ved Siden af hende, — kom, skal vi tage og
dænge Skidt paa dem!“
Men Beryl kendte ikke til at være forsagt i Striden, — hun
lynede, hun stampede, hun truede med Knytnæve og fo’r til
sidst med megen Hurtighed lige løs paa Fjendeskaren, — der
ilsomt maatte trække sig tilbage. Hun lignede, saadan som hun
satte af Sted ind i Kampens vilde Tummel, en dødelig Pestilentse
i Barneformat, en Slags Domsengel i lille, ufærdig Skikkelse, —
hvis Hverv var at straffe Synderne af det næste Slægtled. Hun
skreg og raabte og viste sig i Besiddelse af et saa forfærdende
stort Toneregister, at Flygtningenes Hjerter bævede i Angst. Efter
at have vundet en fuldstændig Sejr kom Beryl rolig tilbage til
sin Moder og saa’ smilende op til hende.
Uden yderligere Oplevelser naaede de Guvernør Bellinghams
Bolig, — en Bygning, der dækkede over et ret stort Areal og var
opført af svært Tømmer i Datidens Stil. Den tog sig i høj Grad
straalende ud. Udvendigt var Bjælkemurene belagt med en Slags
Gibs, hvori der var blandet groft pulveriseret Glas; naar saa
Solstraalerne spillede derpaa, glitrede og gnistrede de, som om man
havde dænget dem til med Diamanter i Skæppevis; — man skulde
snarere have troet, at det var Aladdins Fepalads, end at det var
en højst alvorlig, gammel Puritanerhøvdings standsmæssige
Bolig.
Da Beryl saa’ dette Vidunder af et Hus, gav hun sig til at
hoppe og springe og forlangte paa det bestemteste, at man skulde
tage hele den Masse Solskin af Huset og komme med det, for
hun vilde lege med det.
„Ak nej, min lille Pige,f sagde Ester, „hvad Solskin der skal
lyse over dit Liv, det kommer du saa vist selv til at skaffe dig, —
jeg kan ikke gøre det lyst for dig.“
De gik hen til Hovedindgangen, foran hvis hvælvede Port to
karnaplignende Udbygninger sprang frem, — én paa hver Side;
de var forsynede med smaarudede Vinduer, som kunde dækkes
med Tremmeskodder. Ester tog i den svære Dørhammer, og en af
Guvernørens Tvangsarbejdere kom ud. En fribaaren Englænder,
— og nu trælbunden for syv lange Aar, i hvilke han skulde tilhøre
sin Herre og kunde gøres til Genstand for Køb og Salg akkurat
som en Ko eller en Lænestol. Han var iført den blaa Kofte, som
fra Arilds Tid af var de livegnes sædvanlige Klædedragt paa de
gamle engelske Lensborge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
