Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
80
ken Gru vilde da ikke fylde hans Sjæl, hvis han saa“ alt, hvad dit
og mit Hjerte rummer.“
Præsten vidste godt, at hans Skriftemaal nødvendigvis maatte
blive opfattet saaledes; — deri laa det usande. Men netop derfor
følte han dette Skriftemaal kun som en Forøgelse af den
Syndebyrde, der hvilte paa ham, — kun som en hvassere Brodd i det
Samvittighedsnag, der stingede hans Sjæl; — deri laa det
fortvivlende, bundløst fortvivlende for hans Hjertefred. Han vilde
skrifte sin Synd, men opnaaede kun at forøge den, fordi der i
selve Skriftemaalet laa noget af et Selvbedrag. Og, fordi han
var sig dette bevidst, og fornam den sviende Skam endnu,
imedens han udtalte Ordene, vandt han end ikke engang det ringe
Maal af Lise, som ellers i et kort Øjeblik plejer at blive den til
Del, der skuffer sig selv. Han havde sagt Sandheden, — usandt!
og det uagtet den inderste Livsnerve i hans Sjæl var Vilje til og
Ærefrygt for Sandheden; — intet var hans egentlige Natur saa
fremmed, intet fyldte hans Sjæl med en saadan Væmmelse og
Lede som alt, hvad der var usandt, uægte. Og saaledes blev dette
hans dybeste Kvide: han var led ved sin egen, udødelige Syn-
dersjæl ! ;
Hans Raadvildhed drev ham ind paa Bodsøvelser efter gamle
romersk-katolske Forbilleder, — en underlig Idræt for en puri-
tansk Kirkens Tjener. Under Laas og Lukke, i sit
Lønkammer, gemte han en blodplettet Svøbe. Mangen en Gang havde
han — han, som var en protestantisk, puritansk gejstlig! —
svunget den imod sin Ryg; bitterlig kunde han give sig til at
smile ad sig selv alt imedens, — og saa piskede han sig end
haardere, end mere ubarmhjertigt, just paa Grund af hint bitre Smil.
Ligesom saa mange andre ivrige Puritanere plejede han at
paalægge sig selv Faste; men han øvede den ikke, saaledes som
disse, ikkun som en Opøvelse i Selvtugt til Sjælens Lutrelse; —
hensynsløst, meningsløst overdrevent fastede han, indtil han var
saa svag, at Knæene dirrede under ham; han vilde saa inderlig
gerne, at det maatte være lidt af en Bod. — Nat efter Nat vaagede
han, stundom i Bælgmørke, stundom ved en Lampes flakkende
Lys, og stundom stirrende paa sit eget Ansigt i et Spejl, paa
hvilket han lod Lyset falde saa skarpt som muligt. Thi atter og
atter var dette hans Syssel: ransagende, forskende at se ind i
sig selv, at stirre ind i hver Krog af sit Hjerte; han følte det som
en Lidelse, men evnede dog aldrig at gøre det til en Lutrelse.
De mange, lange, vaagne Nætter kunde saa faa det til at svimle
for ham; hans Hjerne blev uklar, Syner viste sig for ham og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
