Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
79
Gud Herren og hans Vilje kendte det for ægte og aandede sit
Liv deri. Og hvad var han saa — han? Var der virkelig noget i
ham, som var sandt og ægte, eller var han idel Skin og Bedrag?
Hvor han dog længtes efter rigtig at tale ud, efter at staa oppe
paa Prædikestolen og saa højt og klart, som hans Røst evnede
det, fortælle dem alle, hvem og hvad han var! Aah, — endelig
en Gang at maatte sige til dem: „/Jeg, hvem I her ser klædt som
Herrens Tjener, jeg, som mangen en Gang har knælet herinde
for Herrens Alter og opløftet mine Øjne mod Himlen for med
eder at være fælles om Herrens hellige Nadver; jeg, hvem I ser
op til lige som til en af hine Herrens udvalgte, om hvem
Skriften fortæller; — jeg, der efter eders Formening har vandret som
et lysende Forbillede, Verden til Efterfølgelse, „ad Pilgrimsvejen
til Himlens Hjem“ ; jeg, som har signet eders Børn i den hellige
Daab; jeg, som har bedt den sidste Bøn ved eders hensovede
Venners Dødsbaare; jeg, eders Præst, eders Sjælesørger, eders
Ven; jeg, hvem I ærer og agter og elsker; — jeg er kun idel
Smuds og Løgn, — , af alle Syndere den største“.“
Mangen en Gang var han gaaet op paa Prædikestolen med
det faste Forsæt ikke at forlade den, før han havde talt ud i Ord
som disse. Mangen en Gang havde han rømmet sig og draget
Vejret i et dybt, dirrende Aandedrag for saa at kunne hæve
sin Stemme og sende ud over den forsamlede Menighed de Ord,
der skulde aabenbare hans HJjertes grufulde Tyngsel. — Ak
ja, — saa mangen, mangen en Gang! Men blev det nogen Sinde
virkelig til noget, — talte han nogen Sinde virkelig ud? Talte
ud — ja og nej. Han talte ud, men hvorledes! Han fortalte dem,
at han var den usleste Synder, der fortjente idel Straf; ringere
end de ringeste, værre end de værste, en Vederstyggelighed for
Herrens Aasyn; han sagde dem, at det var et Under over alle
Undere, at ikke just nu i denne Stund den hellige Guds
Vredes-Flammer fo’r ned fra Himlen og fortærede ham for deres Øjne.
Var dette ikke at føre aaben og ærlig Tale? Kunde det siges
tydeligere, mere oprigtigt? Folk maatte jo da rejse sig i ét Sæt,
alle som én, og rive ham ned fra den Prædikestol, hvis Skændsel
han var!
Ak nej, — ingenlunde; de hørte det saare godt, — og des
mere ærede de ham; lidet forstod de det Dødsens Vidnesbyrd,
der halvt uærligt fjælede sig bag de selvfordømmende Ord: „Oh,
hvilken gudfrygtig ung Mand!’ sagde de indbyrdes; „visselig,
han vandrer paa Herrens Veje! Men naar han i sit eget
uskyldige Hjerte mener at kunne finde saa megen Synd og Brøde, hvil-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
