Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132
skal du sidde paa hans Knæ, og han vil lære dig saa mange gode
Ting og holde saa meget af dig, og det vil du jo ogsaa nok, ikke
sandt?“
„Vil han saa ogsaa altid holde Haanden paa Hjertet?“
spurgte Beryl.
„Sikken noget Snak, min lille Pige, det er da ikke noget at
spørge om,“ udbrød Ester; „kom nu, og gaa hen og hils paa
ham.“
Men enten det nu kom sig af Skinsyge, der opstaar ganske
instinktmæssig i ethvert forkælet Barn overfor en farlig Medbejler til
Moderens Kærlighed, eller det blot skyldtes et af Barnets
sædvanlige Luner, vist er det, at Beryl ikke vilde være sød mod Præsten.
Moderen maatte slæbe hende hen til ham; hun strittede imod
og tilkendegav sin Uvilje ved alle Haande sære Grimasser, som
hun lige fra sin tidligste Barndom besad en sjælden Evne til at
kunne frembringe i vekslende Mangfoldighed. Hendes
Ansigtstræk var saa bevægelige, at hun kunde skabe dem om til en hel
Række forskellige Ansigter med en ny Uartighed i hvert; Præsten
følte sig meget pinlig berørt, men han haabede, at et Kys vilde
være det bedste Middel for ham til at bane sig Vej til Barnets
Hjerte, og han bøjede sig derfor frem og kyssede det paa
Panden. Men da rev Beryl sig løs fra sin Moder; hun løb ned til
Bækken, sprang over den og gav sig til at bade sin Pande, til det
uvelkomne Kys var vasket omhyggeligt af og skyllet bort med
de rislende Vande. Saa holdt hun sig paa Afstand og iagttog
tavs Ester og Præsten, der stod og talte sammen og traf de
fornødne Aftaler, som gjordes nødvendige af deres nye Forhold
og den Plan, de havde fattet.
Og saaledes endte da dette skæbnesvangre Møde. Atter
skulde Kløften overlades til sin Ensomhed mellem de gamle,
mørke Træer, som Aften efter Aften med deres Millioner af
sitrende Blad-Tunger vilde fortælle om det, som her var gaaet for
sig i Kvæld, skønt intet Menneske vilde kunne forstaa det. Og
Vemods-Bækken vilde føje denne nye Sang sammen med den
Løndom, som alt fyldte dens lille Hjerte, og derom vilde den
blive ved at synge sine spinkle, rislende Toner, og ingenlunde
vilde de klinge lysere og frejdigere derfor end igennem de mange
Hundredaar forhen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
