Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
131
Med disse Ord gik hun hen til Bækkens Bred, tog det
luerøde Bogstav op og fæstede det atter paa sin Barm. Blot et
lille Øjeblik i Forvejen havde hun saa forhaabningsfuldt talt om
at sænke det paa Havsens Bund, men nu følte hun det som noget
af en skæbnetung Dom, da hun atter tog det Dødsens Tegn paa
sig. Hun havde slynget det bort fra sig, og hun havde trukket
Vejret frit en eneste lille Time igennem. Men nu glitrede det
usalige Skammærke igen paa sin vante Plads. Nu tog Ester igen
sine svære Haarfletninger, satte dem op og gemte dem under
Huen. Og det var, som om det luerøde Mærke fik alt, hvad der
var ungt og friskt, til at visne, thi nu var al hendes Skønhed,
hendes rige, varme Kvindelighed forsvunden ligesom en Sol,
der slukkedes og lod den mørke Skygge sænke sig over hende for
bestandig.
Da denne triste Forvandling var fuldbyrdet, rakte hun
Haanden ud efter Beryl.
„Kender du nu din Moder igen, Barn?“ sagde hun
bebrejdende, men resigneret. „Vil du nu komme over Bækken og atter
kendes ved din Moder, nu da hun har sin Skam paa sig og er
bedrøvet ligesom før.“
„Ja, nu vil jeg,“ sagde Barnet, sprang over Bækken og
puttede sig ind i sin Moders Favn. „Nu er du rigtig min Moder, og nu
er jeg din lille. Beryl.“
I et Anfald af Ømhed, som ellers var Barnet ret fremmed,
trak hun Moderens Hoved ned til sig og kyssede hendes Pande
og Kinder. Men det var næsten som en Nødvendighed for
Barnet, naar som helst hun havde gjort lidt Glæde, saa at føje lidt
Smerte til, og derfor rakte Beryl igen Læberne frem og kyssede
det luerøde Bogstav.
„Det var ikke kært,“ sagde Ester; „saa snart du har vist mig
lidt- Kærlighed, saa er du drillestyg igen.“
„Hvorfor sidder Præsten dérhenne?“ spurgte Beryl.
„Han vil sige Goddag til dig,“ svarede Ester; „kan du gaa
hen og hilse kønt paa ham; han holder meget af dig, min lille
Pige, og ogsaa af din Moder. Du vil jo ogsaa holde meget af
ham, ikke sandt? Kom, skynd dig nu, han sidder og venter.“
„Holder han af os,“ sagde Beryl og saa’ med skarpt
forstaaende Blik op i sin Moders Ansigt. „Vil han da gaa tilbage til
Byen med os, saa vi gaar alle tre med hinanden i Hænderne?“
„Ikke nu i Dag, kære Barn,“ svarede Ester; ,;men den Tid
kommer snart, da vi tre vil gaa med hinanden i Hænderne, saa
skal vi have et Hjem sammen, som skal være vores eget, og saa
gt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
