- Project Runeberg -  Det flammende Bogstav /
159

(1910) Author: Nathaniel Hawthorne
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

% 159

i senere, paa dette Tidspunkt mere maadeholdende, Slægtled vilde
have vakt almindelig Forfærdelse, hvis noget Barn præsenterede
sig i saadan Pragt og Herlighed. Kort sagt, den almindelige
Mening gik ud paa, at Beryl levede i bedste Velgaaende som en
lykkelig Hustru, og at hun aldrig glemte sin ensomme, bedrøvede
Moder, men med største Glæde vilde have haft hende hos sig i
sit Hjem.

Men for Ester Prynne laa der i Ny-England et mere
tilfredsstillende, mere virkelighedsfyldt, derfor sandere Liv, og ventede
paa at blive taget op som en Opgave, — end derovre i det
fremmede Land, hvor Beryl havde faaet et Hjem.

Thi hér havde Ester syndet, hér havde hun lidt og sørget, —
hér vilde hun nu øve den sande Bod, — den: at gøre godt for
andre. Derfor var hun vendt tilbage, derfor havde hun atter taget
paa sig det skæbnesvangre Tegn, — af egen fri Vilje gjorde hun
det, — thi end ikke den strengeste Dommer i hin jernhaarde
Tid vilde have paabudt hende det; og aldrig mere forlod det
hendes Bryst. Men alt som Aarene randt, disse den arbejdsomme,
alvorlige, selvopofrende Esters egentlige Leve-Aar — skete der
den Forvandling, at det luerøde Bogstav fra at være et
Skammens Tegn til Haanhed og Foragt blev til et alvorsfuldt, gribende
Sorgens Vigselsmærke, til hvilket man saa’ hen med Ærbødighed.
Og fordi Ester ikke søgte sit eget, ikke levede eller arbejdede for
sig selv, — derfor tyede Folk til hende i al deres Sorg og Nød og
søgte Raad hos hende, — thi hun havde jo selv lidt svarligen og
vundet Sejr over sin Vé. Især Kvinderne fandt Vejen ud til
Esters Hytte, thi der var idelig saadanne iblandt dem, hvis
Hjerter led ilde for Kærligheds Skyld, — Kærlighed, som blev saaret,
ødet, forraadt, — Kærlighed, der drog ud paa syndig Elskovs
vildene Veje eller droges imod den, som gav intet igen; og alle
tyede de da til Ester, klagede deres bitre Kvide og raadspurgte
hende om Helsebod for Hjertesorg.

Ester gav dem Trøst og Raad, saa vidt hun evnede. Og
navnlig dette sagde hun dem, at hun troede for vist, den Dag skulde
nok oprinde, naar Verden var bleven moden dertil, og Guds
Time slog, — den Dag, da Forholdet mellem Mand og Kvinde
vilde faa en tryggere Grund at bygge paa til gensidig Lykke, fordi
Mennesker vilde naa til et sandere og mere inderligt Syn paa
denne Sag. I sine yngre Dage havde hun gjort sig saa hovmodige
Tanker om sig selv, at hun var nær ved at betragte sig som den
Kvinde, hvem Gud vilde betro Hvervet som Sandhedsvidne; men
hun var nu for længst kommen til at indse, at det kunde dog al-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Jun 19 14:11:37 2024 (www-data) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/hnbogstav/0161.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free