Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158
mente, hvis Eksekutor var Guvernør Bellingham og Pastor
Wilson, havde skænket sin meget betydelige Formue til lille Beryl,
Ester Prynnes Datter.
Saaledes gik det til, at Beryl — Troldungen, Djævlebarnet,
som nogle lige indtil da haardnakket kaldte hende — blev sin
Tids rigeste Pige i den nye Verdensdel. Denne Omstændighed vilde
sandsynligvis have bevirket et meget væsentligt Omslag i Folks
Betragtning af hende; og hvis hun og hendes Moder var blevet
boende dér, vilde hun maaske, naar hun var bleven voksen, have
kunnet gifte sig ind i den allerfrommeste Puritanerslægt. Men
ikke længe efter Lægens Død forsvandt Kvinden med det røde
Mærke, og Beryl med hende. I mange Aar derefter spurgtes
ingen sikre Tidender om dem, og Historien om det luende
Bogstav var ved at blive til et Sagn. Dets underlige Magt som en
sælsom Tryllerune varede dog endnu ved og forlenede Skafottets
Skamplads, hvor Præsten drog sit sidste Suk, og Esters lille Hytte
ved Strandbredden med en hemmelighedsfuld Gru.
Da hændte det en Eftermiddag, at nogle Børn, som legede i
nogen Afstand derfra, saa’ én nærme sig Hyttens Dør og lukke
sig ind, og Børnene fik Øje paa et luerødt Bogstav, der
flammede paa hendes Bryst.
Ja, Ester var vendt tilbage og havde atter taget paa sig det
Skammens Aag, som hun i saa lang en Tid havde været foruden.
Men hvor var lille Beryl? Hvis hun var i Live, maatte hun være
en. voksen Kvinde, i Ungdommens vaarfriske Lykke. Ingen vidste
eller fik nogen Sinde at vide for sand, om Troldungens Skæbne
var bleven den: før Tiden at sænkes i en ensom Grav, eller om
hendes heftige, bevægede Hjerte havde evnet at udvikle sig
nænsomt og inderligt, saa at hun var bleven en lykkelig Hustru og
Moder. Men i Resten af Esters Levetid kunde man iagttage
adskillige Tegn paa, at hun var Genstand for Kærlighed og Ømhed
hos én i et fremmed Land. Der kom Breve til hende med
Adelsvaaben i Seglet — men engelsk var det ikke. I hendes Hytte
fandtes Genstande til Bekvemmelighed eller Pryd, — Genstande,
som Ester ganske vist aldrig gjorde Brug af, men som vidnede
om én, der kærligt havde Omtanke for hende, og som tillige besad
Rigdom nok til at købe saadanne Sager. Der var ogsaa
Nipsgenstande, smaa Genstande til Pynt, skønne Vidnesbyrd om, at
hun bevaredes i trofast Erindring, Ting, som maatte være
Frugter af et varmt Hjertes Hengivenhed og fine smaa Fingres Flid.
Og en Gang saa“ man Ester travlt i Færd med en Sløjkjole, som
hun udstyrede med saadanne Vidundere af Guldbroderier, at det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
