Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Madame de Staël, Delphine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lettroenhed og Overtro; men den ædle Beslutter af
min Ungdom havde Agtelse nok for min Charakter
til at ville udvikle min Fornuft, og aldrig har
han forlangt af mig, at jeg skulde antage nogen
Mening uden at have gjennemtrængt den eller
tilegnet mig den med min egen Fornuft. Jeg kan
da tale med Dem om den Religion, jeg elsker,
som om enhver anden Gjenstand, hvilken mit
Hjerte og min Forstand frit have prøvet, og De
kan ikke tilskrive det, jeg vil sige Dem, paabudne
Vaner eller Barndommens ureflecterede Indtryk ...
Sæt Dem da ikke, Léonce, imod den Trøst, som
den naturlige Religion skjænker os.» Man hører
Efterklangen af Rousseau, Reactionen mod
Voltaire i disse Ord, som Neckers Datter lægger sit
andet Jeg i Munden.
Men Handlingen udvikler sig og snart lader
den unaturlige Forbindelse sig ikke mere
opretholde, den unaturlige Ulykke sig ikke mere
udholde. Henri de Lebensei skriver det Brev for at
tilraade Skilsmisse, der blev Romanens Ulykke
og der faldt som en Brandfakkel midt ind i den
clericale Leir. Han siger til Delphine: «Den,
som De elsker, er Dem bestandig værdig, Frue;
men hverken hans eller Deres Følelse formaaer
Noget mod den Situation, hvori en ulykkelig
Skjæbne har stillet dem begge. Der staaer kun
eet Middel tilbage til at gjenoprette Deres Rygte
og til at gjenvinde Lykken. Saml for at høre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
