Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Barante
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ikke den Uafhængighed, Litteraturerne skatte saa høit
og der maaske skader baade deres Talent og deres
Charakter.» Man føler den keiserlige og dog Napoleon
fjendske Embedsmands forsigtige Forsøg paa et
Selvforsvar i dette velskrevne Paradox. Men det var i
ethvert Tilfælde ikke med Urette, at Barante satte
Montesquieu meget høit. Andre af Tidens Skribenter
havde mere Geni: men Montesquieu’s nøie Kjendskab
til det praktiske Liv, til Administration og
Regjering, gav ham en Indsigt, som de andre
savnede, og et Maadehold, som netop ved
Aarhundredets Begyndelse var i høieste Pris. Hos
Montesquieu bifalder da ogsaa Barante Adskilligt, som
han bittert dadler hos andre. Han opfordrer
Læseren til at sammenligne Montesquieu’s Værk om
Lovenes Aand med et ældre Skrift af Domat over
samme Thema for at see de Fremskridt Videnskaben
hos ham har gjort, idet han uden at
tilsidesætte Respecten for Religionen, forstaaer at
betragte den som underordnet Aarsag. [1]
Diderot er den af de store Forfattere, som
Barante staaer mest hildet overfor; hans Dom om
Diderot er indtil det Yderste bornert. Det
Fremfusende og Voldsomme i denne Aand skjuler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
