Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Barante
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fulde Følelsesliv, der affødte hans Pathos, det
uimodstaaeligt Henrivende i hans Veltalenhed og
i hans Vid, den stadige Ynde som udspringer fra
hans grændseløse Lethed til at forme og udtrykke
Alt. Men han seer den Anvendelse, Voltaire
gjorde af sit Talent, stadigt styret af Tidens
Meninger, af Trangen til at gjøre Lykke og behage.
Han beklager endelig dybt det Hang til cynisk
Spot, der end ikke forlod Voltaire som Olding.
Og det er Alt. For det Store, det Berettigede i
Voltaires Livskamp har han intet Blik og intet
Ord. Han vil forklare Voltaire kritisk og
borteskamoterer Indignationen i hans Sjæl, selve
Livsnerven i ham; han skildrer Forfølgelserne imod
ham som Dumheder uden nogensinde at stemple
dem som slette Handlinger; han undskylder endelig
— ikke Pletterne paa Voltaires Storhed, men saa
at sige denne Storhed selv, og han mener oprigtigt
at vise Upartiskhed, siden han undskylder.
Montesquieu er den eneste af det forrige
Aarhundredes Storheder, som aflokker Barante en
Anerkjendelse, der er levende og varm. Og det
er naturligt, thi han fandt noget af sit eget Væsen
i hans. Montesquieu var ikke en simpel Skribent,
der kunde skrive hvad der faldt ham i Pennen,
han var som Barante Embedsmand, en høi Embedsmand,
en betydelig Retslærd, som maatte betænke
sin Stands Værdighed og det Exempel, han gav.
«Præsidenten de Montesquieu, siger Barante, havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
