Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 8. Romantikens Forhold til Kunsten. Landskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udskaarne som Beskyttere og Vogtere over Dørene.
Der hvilede over den gamle, ærværdige Rigsstad
med dens Vidundere og Underligheder en Duft af
Poesi, som Politikens og Oplysningens Trækvind
paa andre Steder forlængst havde bortblæst.» [1]
Middelalder, gamle Huse, gamle katholske
Kirker, gamle Niebelungenhelte over Dørene, jeg
skulde troe, det var Noget for to unge, «angehende»
Romantikere. I en Slags Kunstrus gjennemgik
Vennerne Kirkerne og Kirkegaardene, de stode
ved Albrecht Dürer’s og Hans Sachs’s Grave, og
idet en svunden Verden nu steg op for deres
Blik, blev det gamle Nürnbergs Liv af sig selv
til en Kunstroman for dem. Det Afsnit i
Hjerteudgydelserne, som fører Titlen «Albrecht Dürer’s
Æresminde», bliver det første Foster af disse
Stemninger og samtidigt et Udtryk for den unge
Mands varme Nationalfølelse. «Da Albrecht førte
Penslen, da var Tydskeren endnu en eiendommelig
og udpræget Charakter paa Verdensskuepladsen,
og hans Billede gjengiver, ikke blot udvortes,
men ogsaa inderligt, denne tydske Charakters
alvorlige, ligefremme og kraftige Væsen trofast og
tydeligt. I vore Dage er dette Præg gaaet tabt
i Kunsten som i Livet. Den tydske Kunst, der
indenfor Nürnbergs Ringmure var en from,
husligt opdraget Yngling, er nu blevet til en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
