Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 10. Det romantiske Gemyt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gaae tilgrunde i Fornuften, for at lade den reise
sig ud fra Fornuften igjen. Skjøndt Novalis er
døv for alle Tidens politiske og sociale Opraab,
skjøndt han er blind for alle Tidsalderens
Fremskridtsbevægelser, skjøndt han ender i den
uhyggeligste og modbydeligste Reaction, er han
ligefuldt greben af sin Tid, uden at vide det helt
igjennem bestemt af dens Aand. Mellem ham, den
stille indadvendte kurfyrsteligt-loyale Assessor og
hine barbenede Stakler, der ilede Ira Paris til
Grændsen, syngende Marseillaisen og svingende
Trieoloren, er der den Grundlighed, at saavel han
som de ville lade hele den ydre Verden gaae
tilgrunde i en indre Verden. Kun er denne indre
Verden for dem Fornuften, for ham Gemyttet, for
dem Fornuften med dens Fordringer og Formler:
Frihed, Lighed, Broderskab, for ham Gemyttet
med dets natligtdunkle, underfulde Verden, i
hvilken han smelter Alt, for paa Kjedelens Bund at
finde som Nedslag, som Gemyttets Guld: Nat,
Sygdom, Mystik og Vellyst. [1]
Saaledes tilhører han sin Tid, selv under den
lidenskabeligste Polemik imod sin Tid og dens
Ideer. Saaledes staaer han i den mest polære
Modsætning til alle lyse og skjønne Ideer i den
Tid, af hvis Aand han mod sin Villie er besat.
Hvad der hos Fichte og hos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
