Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 11. Længselen; den blaa Blomst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sandselighed i Goethes Roman her til en brutal William
Lovellsk Attraa. Naar Helten seer ind i sig
selv, seer han som Lovell «en uudgrundelig
Hvirvel, en henbrusende larmende Gaade», og i anden
Udgave følte Tieck sig foranlediget til at
bortskjære en Del af de altfor hyppige, lystne
Bade- og Drikkescener, mellem hvilke Helten i sin
urolige Higen tumles.
Dog Hovedsagen er, at her paa en ganske
anden Maade end hos Goethe Virkeligheden
forfines og destilleres. Den fortyndes, til den gaaer
op i Stemningsduft, til Charakteren drukner i
Landskabet og Handlingen i Valdhornmusik. Det
er i Sternbald Søndag hver Dag, og der raader
her en stadig Andagtsstemning med Ørkesløshed og
Klokkeklang. Bogens Livsanskuelse ligger i disse
Ord af Sternbald: «Vi kunne i denne Verden kun
ville (ɔ: ønske, længes), kun leve i Forsætter,
den egentlige Handlen ligger hinsides». Derfor
handles her aldrig, de optrædende Personer fare
uplastiske som Cometer om som Cometer, deres
Liv er Rækken af deres tilfældigt og uforsætligt
oplevede Eventyr: de ere altid paa Reisen efter
Idealet, og da dette jo altid antages for bosat i
Nærheden af Rom, ender Bogen der, forøvrigt
uden Slutning, og den blev aldrig senere fortsat.
I samme Grad nu som Sternbald er mere drømmeagtig
og usammenhængende end Meister, i samme
Grad sætter Novalis den over hin. Thi, siger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
