Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 11. Længselen; den blaa Blomst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han: Kjernen i min Philosophi er, at Poesi er
det absolut Reelle, og Alt des sandere, jo mere
poetisk. Digteren skal derfor ikke idealisere,
men trylle. Den sande Poesi er Eventyrets Poesi.
Et Eventyr er som et Drømmebillede uden
Sammenhæng, og Eventyrets Styrke er den, at være
Sandhedens Verden absolut modsat og dog aldeles
lig. Den fremtidige Verden er, siger han, det
fornuftige Chaos, det Chaos, der kjæmper sig
igjennem. Det ægte Eventyr maa derfor tillige
være prophetisk Fremstilling, ideal, absolut
nødvendig Fremstilling. Den ægte Eventyrdigter er
Fremtidens Seer. Romanen er derfor ligesom den
frie Historie, ligesom Historiens Mythologi. Da
Kjærligheden er den Form af Sædeligheden, der
betinger Muligheden af Magi, er den Romanens
Sjæl, Urgrunden i alle Romaner. Thi hvor sand
Kjærlighed er, der forekomme Eventyr, magiske
Begivenheder.
Ud fra denne Novalis’s Anskuelse om Poesiens
og Romanens sande Væsen er det let at
forstaae hans Domme om Wilhelm Meister, som
han i sin tidligste Ungdom i høieste Grad havde
beundret. I Wilhelm Meister bøies jo netop
Poesien ligesom i Tasso ind under Virkeligheden.
For Novalis er dette det Skjændigste af Alt,
Synd mod Poesiens Helligaand. Ikke tilintetgjøres
eller begrændses skal Poesien i Romanen,
men forherliges, forklares.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
