Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 11. Længselen; den blaa Blomst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Barm, vi engang have hvilet ved for aldrig mere
at ville høre et andet varmere, mere elskovsglødende
Hjertes Banken? Hvor er det, hvor?...»
«Kjærlighed, svares der, er Duften af den blaa
Blomst, der, som De nys sagde, fylder den hele
Verden, og i ethvert Væsen, som De elsker af hele
Deres Hjerte, har De fundet den blaa Blomst.»
«De løser alligevel ikke Gaaden paa denne
Maade, svarer Helten sagte og sørgmodigt; thi
netop den Betingelse, at vi skulle elske af vort hele
Hjerte,... den kunne vi ikke fyldestgjøre. Hvem
af os kan elske med hele sit Hjerte? Vi ere Alle
saa trætte og udmattede, at vi ikke ere i Besiddelse
af det Mod og den Kraft, som udfordres til
en sand, alvorlig Kjærlighed, der ikke finder Ro
eller Hvile, før hver en Tanke i vor Sjæl, hver
en Følelse i vort Hjerte, hver en Blodsdraabe i
vore Aarer tilhører den.»
Denne sidste Fortolkning er fin og smuk,
den er ikke usand, men den er ikke udtømmende.
Den blaa Blomst er ikke blot i Kjærlighed, men
i alle Livets Retninger den fuldkomne og forsaavidt
ideale, men rent personlige Lykke. Da denne
efter sit Væsen ei kan naaes, er Længselen efter
den den bestandige, urolige Higen fra Sted til
Sted, som alle Romantikerne skildre.
Mest typisk synes Fremstillingen mig i
Eichendorffs Roman «Leben eines Taugenichts»
(1824). Denne Bog er forfattet 20 Aar efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
