Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 11. Længselen; den blaa Blomst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rhodus, hic salta! Her er en Frihedens Gjerning
at gjøre, her er Mulighed for en Befrielsens Poesi.
Man kan gaae med Hovedet fuldt af Vaklen og
Tvivl, hverken vide ud eller ind, om hvad man
skal troe, eller hvad man skal gjøre: i det Øieblik
man paa sin Gang opdager, at der er En, som
har faaet sine Fingre i Klemme, at en eller anden
tung Dør er faldet i paa et Medmenneskes Haand,
da er der ikke mere Tvivl om, hvad man har at
gjøre; man maa see at faae Døren op og Haanden
ud.
Og nu træffer det sig saa heldigt eller saa
uheldigt, mine Tilhørere, at der altid er nok, der have
faaet Fingrene i Klemme, nok, der lide, nok, der sidde
i alle Arter af Fængsler, Uvidenhedens,
Afhængighedens, Dumhedens og Trældommens Fængsler.
Dem maae vi have ud, og derom maa saavel vort
Liv som vor Poesi dreie sig. Romantikeren jager
egoistisk efter sin personlige Lykke og mener, at
han selv er af uendelig Vigtighed. Den nye Tids
Barn vil ikke speide op til Himlen efter sin
Stjerne eller ud i Horizonten efter den blaa Blomst.
Længsel er Uvirksomhed. Men han vil virke.
Han vil forstaae, hvad Goethe mente med at lade
Wilhelm Meister ende som Læge. Der er intet
Andet for: vi maa alle blive Læger, Digteren med.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
