Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 11. Længselen; den blaa Blomst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Romantikerne vilde grunde en Livsanskuelse
og en Poesi paa Savnet, det vil sige paa Længsel,
en Poesi, som hvilede paa Forestillingen om det
enkelte Individs uendelige Vigtighed. Den, der
vil grunde sin Livsbetragtning paa Savnet, er nu
for saa vidt altid forstandigere, end den, som vil
grunde den paa Glæden, hvad enten det er paa den
nuværende eller paa den Vellyst og Salighed, som er
ivente. Thi al den Glæde, vi kjende, er undermineret
af Sorg og Savn, og saa er det dog bedre og vissere
at bygge paa Savnet. Men Romantikerne bygge
ikke paa Savnet alene, men paa dets Tilfredsstillelse,
de smægte hen, de flakke om i Længsel
efter den blaa Blomst, der vinker dem i det
Fjerne.
Men Længsel er Uvirksomhed, næres og
trives i Uvirksomhed. Den, som har den
romantiske Livsanskuelse bag sig, vil ikke grunde sit
Liv herpaa og ikke heller sin Poesi. Det er
sandt, at vi maa bygge paa noget Vist. Men
under al den Uvished og Usikkerhed og Tvivl,
hvoraf vi ere omringede, er der Et, som er vist og
ubortdisputerligt, det er Smerten. Og som Smerten
er vis, saaledes er ogsaa Lindringens og
Befrielsens Gode vist. Det er vist, at det er høist
ubehageligt at være lidende, bunden eller fængslet,
det er vist, at det er en stor Vederkvægelse at
blive helbredet, at faae sine Baand løste, at faae
sit Fængsels Dør slaaet op paa vid Gab. Hic
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
