Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 12. Den romantiske Poesi og Politiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
«Halvt smilende halvt forskrækket saa Selskabet
lien paa den unge Forbitrede, medens Tebaldo
med stor Harme jagede Gjøglerne ud, forekastede
dem den Nedrighed at nære saa skjændige
Anskuelser og for bestandig forbød de Bestyrtede
sit Hus. Da vendte han sig skamrød mod Otto
og bad ham med de mest udsøgte og zirlige Ord
ikke at skyde Skylden paa ham, for at hint
Pøbelpak havde indbildt sig at hædre den rige
Kjøbmandsstand ved en saa oprørende Sammenligning
med Vaabenhaandværket.» Ja, ikke nok hermed,
samme Aften træffer Otto i Værtshuset, hvor han
boer, en vis Ridder Archimbald, med hvem han
faaer Lyst til at bytte Harnisk. «Jeg tænker, vi
kunne passe Harnisk med hinanden; thi vi ere
begge af den gamle, høitydske Heltevæxt», og
han faaer istedenfor sit Sølvpandser et sort.
Herved synes en hel Forvandling at foregaae med
ham, hvad egentlig ei kan undre, naar man
husker, hvilken Rolle Costumeringen spiller her. I
Virkeligheden ere disse Riddere jo ikke Andet
end udstoppede Rustninger, og man faaer samme
Indtryk af dem, som man modtager, naar man i
Londons Tower eller i Dresden træder ind i en
af de Sale, hvor de tomme Rustninger holde,
ridende paa de tomme Hesterustninger. Hvad Rolle
Pantseret spiller, kan sees af en af Ottos
tidligere Tvekampe, i hvilken Ridder Heerdegen, der
bærer et rustent Harnisk, bestandig ud af sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
