Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 13. Mystiken i den romantiske Drama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Pinebænkens Lidelsesstadier, det er hans Omraade. Han
svælger i disse Kvaler ganske som Görres, hvis
Vellyst man ligesom fornemmer, naar han i
Mystikens første Del taler om Martyriets Mystik.
«Her blive Slagtofrene lagte paa Pinebænken,
spændte paa Hjul og alle deres Lemmer med
Skruer vredne ud af Led .... medens Lictorerne
svide deres Sider med Fakler eller gjennemfure
dem med Jernkløer. Kjeder blive da tidt snørte
om Livet paa dem for at knække deres Ribben,
med spidse Rør blive Ansigt og Øine gjennemtrukne;
Munden knust med Næveslag, medens
Nagler gjennembore den neppe mere Aandendes
Fødder, og glødende Ertsstænger, lagte paa de
bløde Steder, brænde sig dybt ind o. s. v.» I
Werners «Attila» bliver en ung Mand, som
Attila elsker, anklaget for Mened og tilstaaer sin
Brøde. Attila omfavner ham under glødende
Taarer og lader ham saa rive i Stykker af Heste.
Attila er overhovedet skildret som den blødagtigste
Sværmer. Den sønderrivende Sentimentalitet,
den sværmeriske Bestialitet er romantisk fashion.
Overfor Attila staaer Paven Leo, en Skikkelse,
der ligeledes synes undsluppen fra Görres’ Mystik,
særligt fra det Kapitel, der handler om den
ekstatiske Svæven i forskjellig Høide. Thi medens
han i Dramet beder en Bøn, hæver han sig
bestandig mere i Veiret, til han tilsidst staaer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
