Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Revolutionen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mand som sin Lærer. Da han i Forsamlingen af sine
Fjender blev opfordret til Selv-Ostracisme, udstrakte
lian Armen mod Rousseaus Buste, der prydede Salen.
«Hvor skulde jeg vel begive mig hen, udraabte
han. Hos hvilket Folk vilde jeg finde Friheden
oprettet, og hvilken Despot vilde vel give mig
Asyl? Himlen har maaskee tiltænkt mig med
mit Blod at skulle betegne den Bane, der vil
føre mit Land til Lykke. Jeg vil da gjøre det
med Sværmeri.»
Det var ikke denne sværmeriske Stemning,
men den Voltaireske Indignation, der i Midten af
Aaret 1792 blev den herskende i den lovgivende
Forsamling og i Frankrig. 19 August 1792 udstedtes
det Decret, der fastsatte Deportation for
enhver ubeediget Geistlig. Hver Dag fandt
Arrestationer af disse Geistlige Sted, og saa fulgte
Septembermyrderierne. De gik først og fremmest
ud over de fangne Præster og havde i sidste
Instants det forbitrede Had til Katholicismen til
Aarsag. Abbed Barruel skriver: «Disse Bødler
hørte ikke alle til Folkets Bærme. Til de
Præster, man myrdede, raabte en Mand:
«Kjæltringer, Mordere, Uhyrer, usle Hyklere! Hævnens
Dag er endelig kommen. I skal ikke mere
bedrage Folket med Eders Messer og Eders lille
Stykke Brød paa Altrene.» Beundringsværdigt
er imidlertid det Mod og den Standhaftighed,
som de fleste af Præsterne udviste. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
