Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Autoritetsprincipet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I Moralen udsletter den den indre Lov og henviser
til Concilier og Buller. Den definerer Religionen
ikke som Troen, men som Baandet, som
hin «politiske Lænke», Revolutionsmændene netop
havde udskjældt den for at være. Den hævder
Uopløselighed i Ægteskabet som i Staten. Den
lærer, at Mennesket har faaet Sproget directe
fra Gud og dræber dermed i Fødselen Philologien
for at bygge en theologisk Pyramide over dens
Lig. Den umuliggjør Erkjendelseslæren ved at
give Forskningen den størst mulige synlige
Autoritet til Rettesnor. Den forgifter den opvoxende
Slægt ved at henlægge dens Opdragelse under
et en Jesuitergeneral blindt lystrende Corps af
Halvmænd.
Og da denne Retning ikke længe efter dens
kraftige Fremtræden faaer sin Poesi, saa
stempler den snart ligeledes Epopeen, Romanen,
Digtet, Oden, ja Theatret med sit Charaktermærke.
Ogsaa i Poesien herske Lillierne. Den nye
Digterskole faaer Navn af den seraphiske,
Dens Helte, dens typiske Personligheder,
blive Martyren som hos Chateaubriand eller
Propheten som hos De Vigny (Moïse). Digterne
søge deres Inspirationer i Bibelen og Milton.
Digterinder som Fru de Krüdener optræde som
Prophetinder og gribe som saadanne virksomt
ind i Tidens Udviklingsgang. Oder og Meditationer
dreie sig som hos Hugo og Lamartine om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
