Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Traditionen i Religion, Stat og Familie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Michand i Dedicationen af Digtet «Le printemps
d’un proscrit» 1803: «Samfundet bør have sin
mysteriøse Side lige saa fuldt som Religionen, og
jeg har altid tænkt, at man undertiden burde
troe paa Fædrelandets Love, som man troer paa
Guds Bud. Saavel i det daglige Liv som i
Politiken er der Sager, man udfører bedre, naar man
ikke tænker paa den Aarsag, der bringer En
til at handle.»
Chateaubriands Skrift var glimrende og
blændende ved sin Form. Uden disse Egenskaber
havde det ikke gjort den Opsigt, det vakte; det
indeholder Naturbeskrivelser, Stemningsudbrud og
ganske enkelte Bemærkninger af Værdi. Men
dets litterære og poetiske Værd er dog
sammentrængt i dets Episoder «Atala» og «René», der
som Prøveballoner udsendtes længe før Værket,
og med dem have vi Intet at gjøre; dem have vi
paa sit Sted seet i deres historiske Betydning. [1]
Her ville vi kun i Forsvarsmethodens Charakter
søge og levere Beviset for Usandheden af
den hele Retning, som det indleder. Foran
Værkets æsthetiske Parti er stillet et dogmatisk, der
overensstemmende med Bogens hele Maneer gaaer
ud paa at opvise de christelige Dogmers
Skjønhed. Her nogle Exempler paa de urimelige
Consequentser, hvortil denne Hvor-skjønt!-Stil førte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
